DHL stafet

Torsdag d. 4 september skulle jeg løbe DHL stafet i Fælledparken med mine kollegaer fra Novozymes. Jeg havde i løbet af ugen fortrudt lidt at jeg overhovedet havde tilmeldt mig, da jeg godt kunne huske hvordan kroppen havde det i dagene efter mit seneste løb (til DHL for 2 år siden).

Jeg havde dog ikke tænkt mig at falde igennem i forhold til de andre og satte mig derfor følgende mål:

1. Jeg måtte på intet tidspunkt begynde at gå istedet for at løbe.

2. Jeg skulle forcere de 5 km på under 30 minutter.

Jeg havde første start, men da det betød at jeg skulle starte samtidig med 250 andre løbere og igennem en 5-10 meter bred port, så blev det lidt trægt de første par hundrede meter. Efter at have zigzagget mig forbi de sløveste startere fandt jeg dog et godt tempo som det lykkedes mig at holde hele vejen rundt om fælledparken. De sidste 1400 meter blev løbet ind mellem teltene i en ret så uudholdelig stank af tændvæske og grillkul.

Jeg endte med at komme i mål uden på noget tidspunkt at undlade at løbe, og i den, for mig, fornemme tid 24:40. På alle måder en tilfredsstilllelse, og måske også et lille nik til at 18 hullers golf også kan give god motion, hvis man ikke lige gider løbetræne.

 

Fredag bød på 11 huller med Jakob og Thomas, hvor jeg begyndte at spotte løsningen på den uheldige trend der har plaget mit spil de sidste par uger.

Jeg har kæmpet med en hookende boldkurve de sidste par uger, men opdagede at jeg rent faktisk var begyndt at line bolden op med et lukket køllehoved. Ved at åbne køllehovedet lidt begyndte jeg pludselig at få min gamle kurve tilbage i slaget - det ganske svage draw lige mod stokken! Forhåbentlig kunne jeg nå at få implementeret ændringen til søndag, hvor jeg skulle spille turnering.

 

Lørdag overraskede Sacha mig med et besøg på et amerikanerbil museum i Reersø, og det var virkelig sjovt at se alle de gamle slæder i den imponerende samling. Jeg fik samtidig indviet kamerafunktionen i min nye telefon (Nokia 6500), og må sige at resultatet fra det indbyggede 2,3 mpixel ser imponerende flot ud, selv på telefonens lille skærm. Iøvrigt kan det nævnes, at mine ben føltes som om de var blevet savet af ved lysken og efterladt hængene i et par nervestrenge. Tak DHL.

 

Løvfaldsmatch i Korsør - turneringssejr!

Søndag var der match og formatet var 18 hullers stableford for Sacha og 18 hullers slagspil for undertegnede. Vejret var helt fantastisk - 22 grader og svag vind.

Efter en blød start med en regulation par på hul 1, vendte den gamle hook tilbage i drivet på hul 2 - jeg havde ikke været opmærksom på at line køllehovedet ordentlig op. Det næste slag skulle spilles fra stien langs venstre side (åndsvage lokalregler), og det blev et lay-up til et 70 meters indspil til en pind placeret oppe i baggreen. Jeg havde dog ikke lige tænkt på at kombinationen af en fugtig uphill green og en splinterny wedge nok ville resultere i en hel del backspin. Mit slag landede en meter kort af pinden, men efterlod mig med et 8 meter uphill put... Øv. Bogey, men fair nok efter mit elendige drive.

Hul 3 bød på en irriterende bogey efter at have slået et svært downhill bunkerslag ind til 1 meter fra pinden. Puttet var simpelthen slået alt for forsigtigt og det nåede at falde af til højre.

På hul 4 slog jeg et perfekt 4 jern ud i fairway efterfulgt af en perle af et 8 jern fra 135 meter, som slået efter en snor mod pinden lagde bolden sig død 2 meter kort af flaget. Puttet var hele vejen rundt i hulkanten og røg tilbage i fjæset på mig... Grr.

Det korte par 5 hul 5 bød på en skuffende par efter at have været 10 meter kort af green i to slag - mit indspil var alt for uskarpt. Det gentog sig på hul 6 hvor jeg efter et drøn fra tee næsten havde drivet green - mit lundede indspil nåede kun akkurat ind på green.

På par 5 hullet 7 spillede jeg mig fornuftigt frem med to slag med 5-jernet, hvorefter jeg slog et drømmehug med 8 jernet fra 134 meter ind til 1½ meter fra pinden. Endnu en gang svigtede putteren dog ved at sende bolden rundt i en hestesko i hulkanten. Efter syv spillede huller var jeg derfor to over par, men følte at jeg burde have været 2-3 slag under par istedet med de slag jeg havde slået. Utrolig frustrerende.

Hul 8 er et par 3 hul på 140 meter og mit 8-jern endte 5-6 meter venstre om hullet. Som en form for retfærdighed holede jeg puttet midt i hullet til en velfortjent birdie. Hul 9 blev spillet i regulation og således endte de første 9 huller i +1, efter 7 greens i regulation og bogeys på de to eneste huller som ikke blev spillet i regulation.

Par 5 hullet 10 er normalt en oplagt birdiechance, men efter at have ligget 10 meter fra forkanten i to slag, så var jeg endnu en gang for uskarp i mit indspil til at sikre min birdie.

Efter at have sendt et godt slag fra hybriden langt ind over skoven på det kraftige dog-leg hul 11, slog jeg et super slag med en pitchingwedge fra 111 meter op 3 meter fra pinden. Nok en gang var putteren så kold som de indlogerede i et kapel og bolden stoppede et par cm kort af hullet.
Hul 12 er det sidste par 5 hul på banen, men efter at have drivet i fairwaybunker havde jeg ingen chance for at nå green i to, og slog op kort af green. Derfra var der 98 meter kraftigt op af bakke til den svære niveau-green.

Efter et super 3/4-slag med min pitchingwedge havde jeg et 3-4 meter venstre-højre put for birdie, men symptomatisk for min runde tog bolden hulkanten over hullet og blev ude. Hul 13 og 14 blev spillet i regulation, selvom jeg endnu en gang tog hulkanten i mit birdieput på hul 14.

På banens sværeste hul, og det sidste af de tre vi kalder "Amens Corner" (hullerne 13-14-15), ramte mit drive en træstamme for enden af fairway, så istedet for at lande sikkert inde på hul 14's fairway måtte jeg nu spille mit 2. slag under grenene fra roughen mellem hul 14 og 15. Jeg havde 130 meter til pinden på den uhyggeligt svære forhøjede green hvor out-of-bounds altid lurer få meter efter bagkanten.

Det lykkedes mig dog at lave noget af et mirakelslag - et fladt punchet 8-jern som går under grenene men stiger op mod green. Den lander lige i forkant og hopper ind på det kortklippede. Efter at have puttet et svært 8 meter put ned af bakke med et kraftigt fald for min birdie kan jeg gå hen og "tappe" par-puttet i.

En super par, som jeg ikke havde turde håbe på efter mit drive havde ramt træerne.

På hul 16 slår jeg et perfekt slag med min 3-wood. Langt og med et svagt fade rundt langs doglegget. Fra 101 meter hamrer jeg en hård gabwedge ind 3 meter fra kæppen og langt om længe slår jeg et put der sidder midt i hullet. En super birdie og jeg var nu tilbage i par for runden, -1 på bag ni.

Hul 17 blev spillet ekstremt konservativt med en hybrid ud i knækket af det kraftige dogleg og derefter et 7-jern ind sikkert venstre om pinden, langt fra den lede out-of-bounds der løber langs højre side og som straffede mig så hårdt under festugen i juli. Mit første put løb 1½ meter forbi hullet, men et godt returput sikrede mig en par.

Hul 18 blev ligeledes spillet meget konservativt. En hybrid op langs højre side af fairway, og en pitchingwedge fra 113 meter slået sikkert ind i midten af green uden at prøve at gå efter pinden. Derfra lavede jeg et sikkert to-put til min hidtil bedste officielle runde i Korsør Golfklub - en runde i par 73 (netto 69).

 

Den runde var også god nok til at jeg vandt A-rækken for næsen af eliteholdskollegaerne Thomas Lindhardt og Frank Schou. En fremragende runde, men ikke desto mindre står jeg tilbage med fornemmelsen af, at det kan blive endnu bedre. Hvis jeg havde haft en varm putter i dag, ville det ikke være urealistisk at tro, at jeg kunne have været 4-5 slag under par.

Det tegner godt til de kommende turneringer om hhv. to og tre uger.

 

Tak for denne gang - Lars