11.01.2011 » Endnu et år er gået: Et nyt er undervejs!


Velkommen til det herrens år 2011. Året som forhåbentlig bliver det hidtil bedste år på alle leder og kanter.

Tiden går sgu' riimelig stærkt for tiden. Ærlig talt så synes jeg ikke at årene er lige så lange som de var i gamle dage, dengang jeg var ung. Til gengæld så er vi godt nok ikke blevet sparet for sne de sidste to år. Heldigvis er det ved at smelte netop som jeg skriver disse ord. Der er udsigt til en længere periode med tøvejr og regn, og det skal blive dejligt at se lidt grønt igen efter den hvide jul.
Apropos jul, så fejrede vi julen her i Korsør i år i selskab med mine forældre, min lillebror, min morbror Steen samt Sachas mor, moster, fætter og dennes kæreste. Det var en virkelig hyggelig aften, hvor menuen bød på både gås (x2), and og flæskesteg. Der var ihvertfald ingen der gik sultne hjem, det er helt sikkert. Personligt balancerede nålen et sted mellem 74 og 75 kg da jeg vejede mig lige efter nytår, på trods af at den var under 70 for et par uger siden. Forhåbentlig er det bare ekstra muskelmasse...
Og apropos nytårsaften, så blev den fejret i godt selskab hos vores vennepar Maria og Thomas og deres lille pige Luna, som snart er et halvt år gammel, samt Thomas' storebror. Igen en vildt hyggelig aften, hvor vi bla. fik steg af australsk oksekød, som nok er det bedste kød jeg nogensinde har smagt. Mums!

Det kolde og klare julevejr gav mig dog mulighed for at snappe nogle flotte billeder fra haven. Jeg har lagt en række vinterbilleder op, som du kan se i galleriet, og her er en smagsprøve:


Gudskelov er det meste sne nu forsvundet. Tilbage er bare et nederdrægtigt islag.


Indendørstræning i Korsør
I onsdags startede træningen for Korsørs divisionshold, som ligesom de sidste par år afholdes i den grønne lade, hvor der er puttinggreen, indspilsområde, bunker og targetgolf fra to af de fem udslagsmåtter. En udemærket måde at holde svinget ved lige på, til trods for at det ikke er meget boldflugt, man kan nå at se.
Michael Jürgensen tog noget video af mit sving, hvorfra vi kunne udlede følgende: Mit hoved og overkrop var begyndt at svaje med tilbage i tilbagesvinget - dette er formentlig en følgeeffekt af den nye tanke omkring hofterne der skal "skubbes" bagud i tilbagesvinget, og nu var overdelen altså begyndt at følge med. Dette resulterede i at hele svingpositionen rykkede sig, og når jeg skulle "tilbage" til bolden, så kom jeg indover svingplanet og trak bolden i venstre. Samtidig ville Michael godt have mig lidt mere upright over bolden i min opstilling. Det første, og mest alvorlige problem, blev løst på en ganske simpel måde. Michael fik mig til at lukke venstre øje når jeg stod over bolden, og således kunne jeg med det samme fornemme hvis jeg fik rykket hovedet med tilbage. Jeg var stadig i stand til at lave en fin rotation, omend armene ikke kom så højt op på toppen i tilbagesvinget. Dette er dog bare en god konsekvens! Michael vil nemlig også gerne arbejde på at armene ikke kommer så højt op på toppen af svinget.
Efter at have trænet i næsten to timer så kom jeg hjem, godt kold og træt i ryggen. Både fredag og søndag var jeg nede i laden for at arbejde på svinget, og det begynder at se fornuftigt ud. Hovedet bliver bedre på plads, omend der er lang vej endnu. Svingplanet er også blevet bedre, og jeg kommer lidt bedre på plan i nedsvinget, hvilket også resulterer i en lige boldflugt istedet for en trækker i venstre. Der er lang vej endnu, men der er jo også stadig mange måneder til forår og sæsonstart.
Nedenfor har jeg to optagelser fra i går:


Klik på billedet for at starte filmen.


Meget belejligt kan man anvende den sorte midterbjælke i baggrunden til at vurdere hovedets position, og hvor meget det rykker sig. Det kunne stadig være bedre. Det faktum at hovedet drejer med tilbage vil jeg meget gerne have ændret. Ifølge Michael skyldes det en skæv fordeling af styrke i skuldrene. Sammen vil vi forsøge at finde nogle træningsøvelser, der på sigt vil få udlignet denne forskel, og forhåbentlig hjælpe med til at holde hovedet på plads.


Klik på billedet for at starte filmen.


Her har jeg arbejdet på at rette opstillingen lidt ud, mens den primære indsats har været på nedsvinget. Mit problem var at jeg var begyndt at komme indover bolden; så i takt med at jeg forsøger at holde overkroppen bedre på plads, så forsøger jeg nu også at angribe bolden mere indefra. Det er blevet bedre de sidste par dage, ingen tvivl om det, men det er langt fra godt nok endnu. Der skal nok brændes et par tusind træningsbolde af inden jeg er klar til sæsonstart... :o)

In other news: Om under en måned kommer det nyeste udspil fra de gale/geniale nordmænd fra Kaizers Orchestra på gaden. Der er allerede sluppet et par lovende singler ud, heriblandt Hjerteknuser og den lidt mystisk betitlede Philemon Arthur & The Dung. Det ser jeg frem til, har altid godt kunne lide dem for deres meget alternative, men rigtig fængende musik.

Der er træning igen i morgen, og de næste mange onsdage frem i øvrigt. Det kribler dog allerede helt vildt for at komme på græs... Med håb om mange, mange plusgrader vil jeg slutte af herfra.

Indtil da, hit 'em straight.

- Lars


Kommentarer

Comment Script

Navn
E-mail (Publiceres ikke)
Overskrift
Kommentar
Powered by Comment Script