| 14.12.2012 » Bjørnen går i hi igen. Så gik der søreme lige en rum tid igen siden sidste opdatering... Der er derfor sparet op til den helt store guldmedalje i denne omgang. Jeg vil traditionen tro fortælle om min golf, lidt stort og småt fra hverdagen og så om vores fantastiske efterårstur til det tropiske paradis Mauritius. Galfen Sidste gang jeg skrev her på siden kan dateres tilbage til d. 21 juli, hvor sommeren stadig lå over landet og berigede os alle med tocifrede varmegrader. Det seneste nye dengang var en ny personlig rekord, i form af min første officielle, tællende golfrunde under par. Den gode spillemæssige form tog jeg med mig ind i festugen, da jeg som den eneste festugeturnering i år skulle spille onsdagens bestball med min far. Vi havde gode minder fra forrige års sejr, og meget skulle vise sig at gå igen i dette års udgave. Vejret var igen fantastisk og selvom spillet ikke helt kunne leve op til sidste års brandscore, så spillede vi alligevel helt fornuftigt. Formatet var igen bestball stableford og den gamle lagde ud med en god par på hul 1 til en værdi af 3 point, mens jeg selv måtte nøjes med bogey. Herefter overtog jeg roret og med en birdie på hul 2 og derefter 9 straight pars var jeg storleverandør af point. Det skal dog siges til den gamles forsvar at han tangerede mine point på hul 8-11. På hul 12 kom dagens anden birdie, som bragte mig -1 individuelt og holdscoren på 6 slag/point bedre end handicap. Derefter lavede jeg tre pars i træk, hvor den gamle ellers havde en rigtig god chance for en 3-points par på hul 14. På hul 16 gik det dog galt, og problematisk nok gik det galt for os begge. Jeg trak mit drive ud i træerne i venstre og måtte både tage et drop og chippe ud, mens den gamle spillede sig i problemer i greenbunker. Hvor jeg lavede dobbeltbogey kunne Jan dog nøjes med en bogey og reddede os det ene point. Hvis man har tænkt sig at vinde, som vores målsætning også var, så må man dog ikke have for mange af den slags. Jeg rådede heldigvis bod på det med en fantastisk birdie på hul 17 efter et cuttet 6-jern op til en 2-meter. På hul 18 sluttede min far vores runde af i stil med en regulation par og dejlige 3 point. Vi sluttede runden i 43 point, 7 bedre end handicap (og hele 5 slag dårligere end sidste år). Det var dog alligevel nok til sejren i årets turnering, selvom det var tæt løb. Hele tre hold sluttede på 21 point, og vi var endda lige på både de sidste 9, de sidste 6 og de sidste 3 huller med Frank Schou og hans kone, og vi vandt derfor i kraft af vores lavere handicapsum (15 vs 27). Puha. Stillingen kan ses her, og de glade vindere kan ses lige her:
Efter sommerferien startede Lucas i vuggestue nede på Storebæltsvej ved stationen. Det var den logiske konsekvens af dagplejens lukketider (kl. 16) kombineret med Sachas nye skema (mange sene eftermiddags- og aftenmøder). Det var dog lidt af en omvæltning for lille Lucas, som gik fra en tryg lille flok på fire, til en stor stue med 18 børn og skiftende pædagoger. Det første par uger var han også ganske ængstelig når man skulle aflvere ham. Han er heldigvis faldet rigtig godt til sidenhen og elsker at være dernede og lege med de andre børn nu. Faktisk er vi nået der til hvor han nogle gange ikke gider med hjem... Divisionsgolf Den første weekend i august stod på årets sidste runder af divisionsgolfen. Om lørdagen skulle jeg spille førstesingle for tredjeholdet i 3. division, og vi skulle hele vejen til Møn. Vejret var varmt og dejligt og golfbanen pæn. Jeg skulle ud mod en junior i handicap 1 og jeg skal ikke være bleg for at sige at der var klasseforskel den dag. Jeg spillede under standard og greb ikke mine chancer, mens han puttede godt og lukkede matchen på hul 14 til en 5/4 afklapsning. Generelt blev hele holdet udspillet, og her var det tydeligt at se at dette er vores tredjehold, og at vi møder andre klubbers førstehold. En gedigen 0-14 kunne vi tage med hjem til Korsør. Avs. Dagen efter skulle jeg spille for andetholdet, der desværre havde udspillet deres rolle i 2.division om lørdagen med et nederlag til konkurrenterne fra Odense. Ærgeligt at vi igen må sige farvel til 36-hullers formatet og goddag til 3. division. Søndagens kamp var mod de suveræne gruppevindere fra Svendborg. I morgenens foursomes dannede jeg par med min Tirsdagsklubmakker, Korsørs Grand Old Man; Henrik "Frede" Frederiksen. Vi fik fornøjelsen af Svendborgs første- og andensingle i handicap hhv. +1 og 0. Det blev dog alligevel en fornuftig kamp, hvor det mere var vores fejl end vores modstanderes egentlige brilliering der blev udslagsgivende. Til sidst i kampen trak de fra og på hul 15 kunne vi sige tak for kampen, 4-3 til dem. I min single skulle jeg ud som fjerdesingle mod Kristian, en flink fyr i handicap 3. Væk var mine fejl fra formiddagens spil og efter en rigtig bundsolid gang golf (én over par) så sagde vi tak for kampen efter hul 14 med en 5/4 sejr til undertegnede. Min modstander trak lidt med en skade i benet, og muligvis havde kampen blevet tættere hvis han ikke havde haft det at trækkes med, men jeg er overbevist om at jeg havde vundet uanset. Desværre var det kun Frede og jeg der formåede at vinde vores singler, så kampen sluttede 5-13 til Svendborg, og dermed blev der sat et lidt antiklimatisk punktum på årets divisionskampe. Min form har ikke rigtig været der i år, hvilket også har givet udslag i følgende resultater: Single: 1 vundet, 3 tabt Foursomes: 2 tabt Det må siges at være sløjt. Tre generationer på spil i Nyborg Efter divisionskampene kom jeg faktisk slet ikke på banen igen før weekenden efter, da jeg om søndagen skulle til årets golfmæssige højdepunkt, nemlig den årlige Åben Partnerturnering for Herrer på Sct. Knuds flotte bane i selskab med min far og farfar. Jeg var således ikke helt i topform, og havde kæmpet en del med et tilsnigende cut i svinget de sidste par uger. Jeg var dog stadig fast besluttet på at yde mit bedste og, hvem ved, måske tage sejren i år. Vejret var nydeligt, ja faktisk overdådigt i forhold til forrige års bibelske syndflod, men det skulle da ikke afholde os fra at tangere den dårligste start nogensinde (fra 2011). Fire bogeys i rap blev det til, og det så også sort ud på hul fem efter vi havde drivet i skoven i højre og kun hakket os små 100 meter frem i venstre. Jeg stod med 45 meter til pinden i venstre side af fairway, tog mit sandjern og slog et fladt indspil der landede lige inde på green. Bolden hoppede frem, spandt op og trillede de sidste par centimeter ned i koppen til en af de mest usandsynlige birdies længe set! Det gav os et tiltrængt rygstød, og på trods af en uheldig bogey på hullet efter så fandt vi virkelig rillen. Par på hul 7 blev fulgt op med en smuk birdie på hul 8 efter tre gode slag og et super put fra 2-3 meter fra den gamle. Vi sluttede for-ni med en regulation par og turnede således i 39 (+3) efter vores gode comeback. På det lange og drilske hul 10 fik vi en par efter Jan holede et helt fabelagtig put fra 3 meter der faldt 1½ meter mod højre. På hul 12 måtte vi notere en bogey, men det slog os ikke ud, og vi fortsatte med at spille os frem til mange birdiechancer. Vi holede desværre ikke nogle af dem, men spillet var virkelig bundsolidt og vi sluttede runden af med 6 pars i træk til en flot 76'er (+4, hvilket i øvrigt også var vores score efter de første fire huller). Det gav os en 67 netto, hvilket var en ny personlig rekord for os, og det var også nok til en foreløbig andenplads. Førerbolden var gået en utrolig 63'er, så vi skulle stramme os an for at hente en sejr, men vi lå absolut godt til i stillingen. Derfor var det også fuldstændig uforklarligt var der skete for os i andenrunden... Igen lagde vi meget sløvt ud og efter de første 5 huller havde vi allerede 4 bogeys på kortet. Ligesom formiddagens runde kom der dog en super birdie, denne gang på par-3 hullet 6, da min far slog en perle op til en tap-in. Hvor formiddagens birdie blev et vendepunkt for runden, så blev eftermiddagens birdie desværre kun et kortvarigt lysglimt i en ellers meget grå og ærgelig runde. Efter bogeys på 7 og 9 rundede vi i 41 (+5), ingen katastrofe endnu, men der var desværre meget værre i vente. På hul 10 spillede vi os i problemer i højre side af green og endte med en doublebogey. På hul 12 fik vi igen en birdie, men det var som om vi ikke kunne tage os selv i nakken og spille os op, der kom stadig dumme bogeys. Efter hul 15 var vi dog stadigvæk nogenlunde med endnu, faktisk havde vi stadig ét slag at give af ifht handicap. Det smed vi dog allerede på hullet efter med et treput. Derefter fulgte par-5 hullet 17, som jeg føler virkelig var symptomatisk for vores andenrunde; Efter to fornuftige slag lå vi 60 meter fra pinden, midt i fairway. Herfra sjusker vi os frem, med dårlige indspil og et treput, til en horribel doublebogey, og da vi lukkede med en bogey endte vi andenrunden i 84 (+12) svarende til en 75'er netto efter at have sat fire slag til på de sidste tre huller. Det gav naturligvis en ubehagelig rusjetur nedad i klassementet, hvor vi endte årets turnering på en 6.plads. Værd at bemærke var at vi havde den dårligste andenrunde i TOP12... Det ægrer mig at vi ikke lige kunne holde sammen på de sidste tre huller og mindske skaden; der var kun fire slag op til en 2.plads. Det viser bare endnu en gang at man ikke skal give op ude på golfbanen, ikke miste fokus, men istedet blive ved med at forsøge "damage control" til sidste slag er slået. Anyway, vi skal dog ikke glemme vores flotte førsterunde, som viser at vi sagtens kan spille god golf. Vi har revanche til gode til næste år, og såfremt vi begge kan ramme en bedre form, så skal det nok blive godt. Personligt var jeg ikke godt spillende i år. Stillingen kan ses her, og vores scorekort kan ses lige her:
To dage senere var jeg tilbage på banen i Tirsdagsklubben. Jeg fik en super start og var flyvende de første fem huller efter en start der hed birdie-par-par-par-birdie. Så kom hul 6 som i år virkelig har været min akilleshæl. Jeg tror jeg har ramt fairway én gang totalt, resten af tiden har jeg ligget mere eller mindre uspilleligt i træerne i højre side. Denne gang var ingen undtagelse og den medfølgende doublebogey slog mig noget ud af kurs, så den blev fulgt op af to bogeys. Derfra fik jeg dog fat om rattet igen og lirede fem pars af. På hul 14 måtte jeg notere en bogey efter et dårligt teeslag, og på hul 15 undervurderede jeg medvinden i det jeg slog en pitchingwedge out of bounds bag green... Doh. Jeg fik dog reddet scoren lidt med en god birdie på hul 17 efter et kæmpe teeslag indover birkelunden. En afsluttende par resulterede i en 77'er (+4). Min 74 netto rakte dog kun til en 6.plads, da dagens runde havde budt på flotte scores fra bla. min spillemakker Frede, som vandt efter at have været rundt i én over par. Stillingen kan ses her, og mit scorekort kan ses lige her:
Jeg holdt pause frem til weekenden d. 25-26 hvor der skulle afvikles klubmesterskab i slagspil, vanen tro fra backtee. På det tidspunkt var jeg ved at brænde lidt ud rent golfmæssigt. Jeg havde ikke trænet og var ærlig talt ikke videre motiveret eller fokuseret. Det resulterede forudsigeligt nok i en gang uinspireret og sjusket golf. Jeg erindrer ærlig talt intet om de tre runder udover at vejret var elendigt. Min tro læserskare skal dog ikke snydes for mine scores, de kan ses lige her:
Tirsdag d. 28 august spillede jeg hvad der skulle vise sig at være årets sidste golfrunde. Jeg havde ikke noget at spille for i forhold til Tirsdagstabellen eller netto eclectic, men jeg havde dog en chance for at gøre mig gældende på brutto eclecticlisten hvor jeg kun lå ét slag fra en præmiegivende TOP3. Jeg gik således ud med en mission om at forbedre så mange huller som muligt ved at spille super aggressivt. Det gik også umiddelbart rigtig godt. Jeg havde hulkant for en birdie på hul 4 der kunne have givet en forbedring og på hul 5 kom den så. Efter to gode slag lå jeg på green i to, men stod med en giftig 6-meter højre-venstre breaker for eagle. Jeg fik dog læst puttet perfekt og den trillede ned midt i hullet til en super forbedring og samtidig årets første eagle. Jeg fik yderligere en kæmpe chance for at forbedre hul 7, men tog hestesko rundt i hulkanten for birdie fra 3 meters afstand. Derefter forsøgte jeg at forcere spillet, hvilket sjældent fører noget godt med sig. Jeg ville så gerne have en ekstra forbedring for at sikre mig en plads i TOP3, men som ordsproget går "The spirit is willing but the flesh is weak". Det blev til den ene forbedring. Jeg endte dagens runde i 78 (+5), og min 75 netto var kun nok til en 8.plads. Mit scorekort kan ses lige her:
Det har dog ikke været den store succes for mig i Tirsdagsklubben de sidste to år i forhold til årene før. Sådan går det når man bliver far og tidsprioriteringen ændrer sig :o) Efteråret kommer, men solen ligger på lur (9500 kilometer sydpå) Det var nu blevet september og efteråret begyndte at melde sin ankomst. Solen begyndte at stå senere op, hvilket dog gav mig mulighed for at tage nedenstående snapshot en tidlig morgen på vej ned for at aflevere Lucas i vuggestuen:
Det er et fantastisk charmerende sted, men en sød og venlig befolkning, helt igennem fabelagtig cuisine, især den friske seafood som høstes dagligt fra koralrevene omkring øen. Vejret er dejligt og solrigt uden at blive for varmt og vandet er krystalklart og svalende 26ºC. Der er en stor diversitet af koraller og tropefisk, hvilket gør det til et sandt paradis for ivrige snorklere som os. Vi fløj over London, hvor det hele var planlagt. Vi havde booket et par timer i en lækker lounge med wireless og legeplads og skulle så tage et natfly de 12 timer ned til Mauritius. Desværre skete der så det at vores fly blev forsinket. Og forsinket. Ooog forsinket, for så til sidst at blive aflyst. Vi blev derfor booket ind på Hilton i Gatwick lufthavn, og skulle med flyet næste morgen. Her stod den så på 12 timer i vågen tilstand med en hyperaktiv Gøj på ½ kvadratmeter. Doh. Vi nåede frem kl elleve om aftenen lokal tid, fik vores baggage og tog en taxa til hotellet i Blue Bay hvor de var så søde at have gemt aftensmad til os fra buffeen som vi så kunne sidde og spise kl ét om natten. Lækker service. Efter en alt for kort nats søvn kunne vi så begynde at udforske området, og det var simpelthen suverænt. Vi havde et par dage i Blue Bay hvor vi snorklede til den helt store guldmedalje. Derefter gik turen op langs østkysten til Belle Mare hvor vi havde booket et par dage i privat villa med pool. Næste stop lå faktisk et par km længere sydpå ved Trou d´Eau Douce, hvor vi sejlede ud og så den pittoreske ø Iles aux Cerfs. Derefter kørte vi lidt indover landet, for at komme op nordpå til Pereybere, som var næste stop. Her blev vi lidt nervøse da nyheder om den tropiske kategori 3 cyklon Anais havde kurs lige mod øen. Heldigvis skiftede den kurs og faldt i intensitet over de næste par dage. Turen gik derefter sydpå langs vestsiden af øen med stop i Mauritius Aquarium, Pamplemousse Gardens og L'Aventure du sucre, en gammel sukkerfabrik der var lavet til museum. Vi kom igennem hovedstaden Port Louis og ned til Wolmar, hvor næste hotel ventede. Her fik vi en glædelig overraskelse da Lucas tog sine første rigtige skridt i hotellets have. Det var en fed oplevelse (selvom jeg desværre lå med snorkel i munden og hovedet i vandet, da de allerførste skridt blev taget). Til slut kørte vi stik syd og op i bjergene for at se Chamarel waterfall og Seven Coloured Earth, inden turen gik ned igen og ud til kysten ved Bel Ombre, hvor vi havde et par dage på det mest luksuriøse 5-stjernede resort vi nogensinde har set. For at fejre at vi havde været gift i 5 år, havde Sacha arrangeret fornyelse af ægteskabsløfter og en romantisk spa dag. Alt på hotellet var bare 100% gennemført og vildt lækkert. En fantastisk afslutning på turen, som gik via de sorte klipper ved Gris Gris til lufthavnen i hotellets Limousine... En fantastisk oplevelse, og helt igennem skøn rejse. Nedenfor har jeg indteget vores rute på et kort over øen. Hver rød kugle repræsenterer et feriebillede fra det område, som kan ses ved at trykke på kuglen. 
Vi startede i Blue Bay (ved Mahébourg) nederst til højre og kørte så hele øen rundt, mod uret. Opsummering af årets golfmæssige indsats Da året 2012 nærmer sig sin afslutning, så må det jo være på sin plads at kigge lidt på hvordan det gik rent golfmæssigt. Her er den målsætning jeg satte sidste vinter: 1) Komme tilbage under 4,0 i handicap. 2) Spille mindst 4 ud af 6 kampe for andetholdet. 3) Være ubesejret i mine singler. 4) TOP3 på Tirsdagstabellen. Levede jeg så op til min målsætning? Lad os se. 1) DELVIST. Efter min runde i én under par var jeg nede og runde handicap 3,9. Desværre røg jeg opad igen og endte året i 4,4. 2) NEIN. Jeg spillede kun én kamp på andetholdet i årets sidste kamp. 3) NEIN. Jeg spillede 4 singler og vandt én og tabte tre. Ikke godt nok. Det skal dog siges at de tre modstandere jeg tabte til havde hhv. hcp. +1, 2 og 1. 4) NEIN. Jeg endte som nr. 7 på Tirsdagstabellen, min dårligste placering indtil videre. Så alt i alt, ikke overbevisende. Træningsindsatsen har dog også været meget minimal. Mange uger har min ugentlige runde i Tirsdagsklubben været den eneste gang jeg har rørt en golfkølle. Jeg må nok se i øjnene at det ikke bliver bedre så længe jeg negligerer min træning i den grad. For at få noget kontinuitet og stabilitet i spillet, så SKAL jeg minimum have en ugentlig træningsdag. Jeg vil forsøge at leve op til det i 2013, og så må vi se. Målsætningerne for 2013 må derfor være: 1) Komme tilbage under 4,0 i handicap. Det skal sgu' kunne lade sig gøre. 2) Have mindst tre runder under handicap. Nok en forudsætning for ovenstående. 3) TOP3 på Tirsdagstabellen. Jeg skal tilbage på hesten i Tirsdagsklubben. Nok må være nok. 4) Være ubesejret i mine singler. Hjælper nok på det når jeg enten skal spille 4.division eller tredje/fjerde/femtesingle i 3.division istedet. Jeg dropper mine målsætninger om divisionskampene for andetholdet, da det reelt set er ude af mine hænder om jeg bliver udtaget eller ej. Jeg må bare spille det bedste jeg kan og se hvor langt det bringer mig. Så kom vinteren Sidste weekend kom vinteren så også til Korsør, efter et par dage med sne rundt om i landet, og tøvejr hernede på bjerget. Natten til lørdag fik vi mellem 6-8 cm sne og i løbet af weekenden fulgte flere snefald. Det gav Lucas mulighed for at komme ud og kælke og lege i sne for første gang, til stor glæde og fornøjelse. Det gav mig også mulighed for at snuppe følgende snapshot ude fra haven ud på eftermiddagen.
Nå, det må være nok for denne gang. På gensyn i 2013. Indtil da, hit 'em straight. - Lars
|
| Kommentarer
| |
|
