15.10.2013 » Under overfladen på Malta.


Fridykkerferie på Malta
Lørdag d. 17. august var en dag jeg havde ventet på med længsel i månedsvis – dagen hvor jeg skulle af sted til Malta på en fridykkerferie med tidligere verdensmestre Jesper Stechmann og Rune Hallum. At sige jeg havde glædet mig et stykke tid ville være en massiv underdrivelse.
Da vi allerede skulle lette fra København kl. 7 om morgenen, så overnattede jeg hos mine forældre og min far var så sød at køre mig til lufthavnen mens fuglene stadig sov. Det var en lummervarm og fugtig mørk morgen med regn mens vi kørte ind mod lufthavnen. Efter at have sagt tak og på gensyn til min far fik jeg tjekket min baggage og udstyr ind og gik op til security. Hele lufthavnen var pakket af folk der skulle af sted på charterrejser og security var fuldstændig kaos. Heldigvis var jeg så heldig at en vagt lukkede mig ind til en nyåbnet scanner lige efter jeg havde scannet mit boarding card, så jeg sprang et par hundrede mennesker over i køen.
Efter det obligatoriske pat-down og demonstration af at min computer ikke var en bombe, så kom jeg ind i lufthavnen og fandt en privat lounge som Sacha havde booket til mig. Her var der linet op med det helt store morgenmadsbord og gratis aviser og lign. Jeg dumpede ned på en stol og tog for mig af varerne og slappede af en times tid. I ro og mag gik jeg derefter ud til gaten og om bord på flyet der skulle bringe mig til de varme sydeuropæiske himmelstrøg. Selvom jeg var træt var jeg ikke i stand til at sove på flyet – formentlig behavioristisk konditionering fra de mange flyrejser med Lucas på skødet.
Turen tog lidt over 4 timer og vi landede i høj sol og 32 grader – dejligt! Efter en flot og meget kuperet bustur på ca. tre kvarter ankom vi til ”Danish Village” ved Mellieha Bay, et stort feriekompleks opført tilbage i 70'erne af FolkeFerie, som både var super hyggeligt og rigtig pænt. Efter at have indkvarteret mig og handlet lidt ind i det lokale supermarked, så mødtes vi til et intromøde i receptionen. Vi var 10 deltagere, alle sammen førstegangsdeltagere. Nogle dyrkede undervandsjagt derhjemme, mens andre aldrig havde prøvet andet end at snorkle. Om aftenen havde vi teori og derefter en såkaldt "aquameditation session" hvor vi lå i infinitypoolen i spaområdet, under en stor månes skær, mens solens sidste stråler forsvandt ned bag bjergene, og øvede os i at give slip og slappe af i vandet.


Zen.

Efter en forfærdelig nat ringede vækkeuret kl 6. Der havde været varmt (jeg var for nærig til at betale 500kr ekstra for aircondition) og køleskabet ved siden af sengen larmede som en jetjager. Planen var at man skulle bo i 70m2 ferielejligheder, men jeg havde betalt ekstra for at bo alene. Det betød dog bare at jeg fik mit eget dobbeltværelse kaldet studio appartments, som var på kollegieværelsestørrelse. Noget skuffende. Anyway, planen var ikke at tilbringe tid på værelset men derimod i vandet, så det var nu ikke verdens undergang.
Jeg hoppede i bad, spiste en portion havregryn og gik ned til områdets aerobicbygning hvor vi skulle lære udstrækningsøvelser og vejrtrækning. Vi lå på yogamåtter ude på en overdækket stenterrasse mens solen steg op ude over bugten og bjergene. Her lærte vi at trække vejret med mellemgulvet og brystet og kombinere de to. Rune gennemgik trykudligning og det lader umiddelbart til at jeg kan finde ud af at trykudligne med Frenzel manøvren allerede, noget som jeg havde håbet at lære dernede. Jeg er dog personligt ikke 100% overbevist. Slutteligt lærte vi hvordan man laver en korrekt ”breathe up”, som kan sammenlignes med opvarmning til et vejrhold, således at man undgår at overventilere eller udvaske CO2. Det er især vigtigt da CO2 niveauet i blodet er kroppens alarmsystem til hvornår man skal begynde at trække vejret igen. Bagefter gik vi i den store pool og fik kigget på finneteknik, kropsposition, strømligning og vendinger samt at anvende vores breathe-up teknik.

Efter lidt formiddagsmad kørte vi ned til havet i en taxa ved 11.30 tiden, hvor vi skulle prøve at dykke i dybden for første gang. Vejret var igen dejligt, skyfrit og omkring 30 grader. Lige inden færgelejet til Gozo holdt vi til venstre af "Divers Lane" den første vejbane reserveret for dykkere jeg endnu har set. Her var massevis af parkeringspladser og trappenedgange ned til vandet. 200 meter fra kysten vuggede to store gule bøjer som markerede hver deres sunkne skibsvrag.
Vandet var den flotteste blå farve med en super sigtbarhed på lige over 20 meter og mit dykkerur målte 28 grader, fantastiske forhold. Vi svømmede lidt ud langs klipperevet med vores tre fridykkerbøjer og droppede rebene med blyvægte på 6 meters dybde. Her tog vi de første dyk, hvor vi trak os ned langs rebet mod blyvægten på bunden, for at blive trygge i vandet og vænne os til trykudligning. Derefter rykkede vi lidt længere ud og begyndte at lave nogle dyk på 10 meter. Nogle kæmpede lidt med det, mens jeg heldigvis ikke havde nogle problemer, hverken med trykudligningen eller dybden. Efter at have dykket til 13 meter, hvor jeg rigtig kunne begynde at mærke trykket på lungerne, svømmede vi ind og holdt en pause da vi havde været på havet i to timer. Jeg spiste to figenstænger og drak en masse vand. En halv time senere svømmede vi ud forbi klipperevet og ud på dybt vand, hvor vi forankrede vores bøjer til den ene af de to store gule markeringsbøjer. Bunden var nu 37 meter under os, hvor der ligger skibsvraget af P29, en 52 meter lang minerydder fra 2. Verdenskrig. Mastetoppen er på 20 meters dybde og vi kunne se masten fra overfladen, og skimte skroget dybere nede.


Klargøring til dyk omkring dykkerbøjen...

Vi startede med at dykke til 15 meters dybde. Vi skulle nu bruge finnerne til at svømme ned langs rebet hvor vi før havde trukket os ned. Jeg lavede et rigtig godt dyk i første forsøg ned til blyvægten på bunden af rebet. Derefter havde jeg et par dårlige dyk, hvor jeg ikke kom helt ned fordi jeg ikke følte jeg kunne trykudligne ordentligt. Jeg skulle først vænne mig til det store pres på lungerne. På 15 meter er lungevolumet mere end halveret, så det trykker sgu lidt på brystet. Når man kom ned til bunden af rebet kunne man til gengæld se hele vraget og scubadykkerne der lå på 25-30 meter og svømmede rundt på det… Flot udsigt.
Efter et vellykket dyk foreslog Jesper at jeg skulle prøve at stoppe på bunden og hænge i blyvægten indtil jeg begyndte at få sammentrækninger i maven – tegnet på at CO2 niveauet er ved at blive opbygget i blodet, som sker når man holder vejret - og så lige trække den 3 sekunder til inden jeg begyndte opstigningen. Næste dyk var vildt fedt. God tur ned langs rebet med ro på og lukkede øjne. Nede ved bundvægten lå jeg omkring 30 sekunder sammen med Jesper og nød udsigten hvorefter jeg roligt svømmede op til overfladen. Vildt fedt.

Til sidst satte Jesper rebet endnu et hak ned så bundvægten nu var på 20 meter - lige ved siden af mastetoppen. Lungevolumet på 20 meter er reduceret til en tredjedel af det normale volumen. I mit første forsøg fik jeg krampe i læggen halvvejs nede og måtte stoppe og vende om. Mit næste dyk var dagens sidste dyk inden vi skulle ind, men da jeg stadig kunne mærke krampen, så valgte jeg at prøve at trække mig ned da jeg gerne ville se om jeg kunne trykudligne helt derned. Det var et rigtig fedt dyk. Med lange seje, og rolige, træk gik det nedad alt imens jeg trykudlignede perfekt. Jeg nåede bunden totalt i ro og kontrol og havde overskud til en god bundtid, så jeg rigtig kunne kigge på vraget. Jesper kommenterede også med det samme "fedt dyk Lars!" da vi kom op. Da jeg kiggede på mit dykkerur viste det en max dybde på 19,9 meter og en dykketid på 1:36.

Således med en fed tur på havet veloverstået gik turen igen hjem til husene hvor der blev købt ind og slappet lidt af. Vi mødtes oppe i Jesper og Runes feriehus ved halvsyv-tiden hvor der var arrangeret fællesspisning. Det var super hyggeligt, med masser af god mad og fridykker-nørdesnak. Det var vildt at høre Jesper og Rune beskrive hvordan det føles at dykke til 100 meter. Efter spisning mødtes vi til teori undervisning som først sluttede lidt i ti om aftenen. Da jeg kom væltede jeg bare i seng.
Jeg sov bedre denne nat, måske fordi jeg også var fuldstændig udkørt. På opfordring af Sacha havde jeg loftsventilatoren kørende på lavt blus, og det hjalp på varmen.
Næste morgen kl. 7 mødtes vi til udstrækning og yoga, hvorefter vi gik i poolen for at lære førstehjælp. Her fik vi lært hvordan man skal håndtere og hjælpe en dykker der får blackout. Efter et par hurtige rugbrødsmadder til frokost blev vi igen hentet af den store taxa og kørt ud til havet. Her skulle vi nu tage vores viden fra poolen med ud og forsøge at redde en blackoutet dykker op fra 10 meters dybde og yde hjælp i overfladen. Jeg var lidt spændt på hvordan min læg i venstre ben ville reagere, da jeg kunne mærke lidt begyndende krampe i poolen. Heldigvis havde gentagene udstrækninger i løbet af dagen afhjulpet krampen. Uheldigvis blev jeg søsyg…
Der var højere bølger en dagen før og jeg fik også slugt noget saltvand undervejs. Muligvis var jeg træt, eller dehydreret. Uanset hvad årsagen var måtte jeg afbryde sessionen. Heldigvis kunne den lokalboende Jimmy køre mig tilbage til hotellet. Jeg væltede i seng og lå i to timer og småsov/døsede og drak masser af vand. Ved halvfem-tiden stod jeg op igen og spiste en banan. Jeg havde fået det lidt bedre men var stadig svimmel. Om aftenen havde vi teori eksamen fra 20-21 som heldigvis gik rigtig fint, i det jeg scorede rigtigt i alle spørgsmålene. Jeg kunne nu officielt kalde mig SSI level 1 fridykker! :o)

En god nats søvn havde gjort mig godt, og da jeg vågnede tirsdag morgen var jeg frisk og uden spor af svimmelheden fra dagen før. Vi mødtes kl. 8 til morgenudstrækning og vejrtrækningsøvelser. Vi sluttede af med nogle statiske vejrhold på måtterne, hvor jeg præsterede at holde vejret lige over 4 minutter. Bagefter gik jeg i spa-poolen med Sune, en af de andre deltagere som jeg havde snakket en del med, hvor vi lavede endnu nogle statiske vejrhold. Her holdt jeg vejret i 3 minutter og 11 sekunder og havde overskud til mere. Vi aftalte at mødes igen dagen efter, hvor der var hviledag.
Efter en let frokost spiste jeg en søsygetablet inden vi kørte ned til havet. Igen i dag var der bølger, men for det første var de ikke helt lige så voldsomme, og for det andet var de meget mere regelmæssige. Kombineret med en søsygetablet oplevede jeg heldigvis ingen ubehag. Jeg havde dog andre problemer – først med min trykudligning og senere med min maske. Når jeg kom under 15 meter begyndte den pludselig at tage vand ind til min store irritation. Det viste sig at en syning i hætten var gået op så jeg havde snore alle vegne, som kom i klemme under silikoneskørtet på masken og dermed gjorde den utæt under tryk. Til sidst lånte jeg Runes maske, da den havde et meget smallere skørt, så jeg kunne få den på uden snore i vejen. Med den lavede jeg et superdyk til 23 meter med masser af overskud. En fed måde at slutte dagens session af på efter en dag med masser af problemer.
Da vi kom hjem gik jeg ned i restauranten og hentede en spaghetti bolognese med hjem på værelset. Aftenen blev brugt at skype med Lucas og Sacha og videoredigere nogle af de mange optagelser jeg havde fået optaget indtil videre på ferien. Planen var at lave en video fra min tur.

Onsdag var udnævnt hviledag, så jeg havde mulighed for at sove længe. Alligevel vågnede jeg af mig selv lidt over syv. Dagen startede som sædvanligt flot med solskin, men derefter kom der flere og flere mørke skyer indover bjergene rundt om Mellieha. Lidt over ni var der kulsort, regnen silede ned og torden bragede løs henover hovedet på mig. Jeg mødtes med Sune og Jesper, to deltagere på turen som jeg hyggede mig rigtig fint med, og vi lavede nogle statiske vejrhold nede i den indendørs spapool. Derefter gik vi ned og spiste frokost sammen på restaurantens overdækkede terrasse mens regnen trommede på taget. Med store fadøl og burgers med saftige hakkebøffer i var der ikke just tale om klassisk fridykkermad, men dejligt var det.
Ved to-tiden begyndte det at klare op og solen kom frem igen. Ud på eftermiddagen mødtes vi alle og gik ned til ved Popeye Village, som er en gammel filmkulisse fra en Skipper Skræk film fra 1979 som er blevet bevaret som sådan en slags Theme Park med restauranter osv. Byen ligger rigtig flot i en lille bugt mellem klipperne, hvor vi satte os ud på en gammel bølgebrydermole med medbragt picnic og snacks. Vejret var blevet fantastisk igen, og der blev badet og hygget indtil solen gik ned udover horisonten. Vi gik hjem i fuldmånens skær om aftenen og da vi kom hjem gik jeg en tur ned til stranden med Rune og Jesper og fik en is lige inden de lukkede.

Torsdag var der arrangeret en bådudflugt med dyk forskellige steder mellem Malta og naboøen Gozo. Vi mødtes kl. 8 til udstrækning og halv ti blev vi hentet af en taxa og kørt til havnen i hovedstaden Valetta. Her gik vi ombord på en overdækket dykkerbåd som sejlede os ud til den lille ø Comino som ligger mellem Malta og Gozo. Inde i en lille bugt på 20 meters dybde ligger vraget P29, en gammel patruljebåd fra 2. Verdenskrig. Der lavede vi nogle rigtig fede dyk og fik taget flotte billeder og film.


På vej ned i det dybe blå… Et fantastisk sted at dykke.

Det var muligt at svømme ud og ind af vragets mange åbninger da motor og andre interne dele er pillet ud så skroget er hult. Jeg dykkede også ned til bunden og tog en håndfuld sand med op, som kom med hjem til Danmark i en lille flaske. En lille to-mands ubåd dykkede rundt omkring vraget, og der var også en del flaskedykkere, så der var nok at se på. En uforglemmelig fed session. Derefter sejlede vi forbi Maltas Blå Lagune og derefter rundt om Comino og ud forbi nogle flotte klippe og grotteformationer hvor bølgerne har eroderet lange gange ind i klipperne. Det var muligt at svømme ind i bunden af grotterne, og også under klippeudhæng mellem grotterne. Til sidst sejlede vi ud til Kristus figuren, en tre meter høj, 13 ton tung statue der står på omkring 40 meters dybde. Rygtet vil vide at figuren oprindeligt stod sammen med en identisk kopi på en lille ø ud for Malta. I forbindelse med et besøg fra paven mente hans excellence dog ikke at man kunne have TO statuer af Jesus så tæt på hinanden. Så derfor kom han med et tilfældigt sæt koordinater, som så altså markerede et sted midt ude i havet. Tro katolikker som malteserne er, så gjorde de som der blev sagt…


Jesus Christ Superstar.

Her lavede jeg turens dybeste dyk på 25,1 meter. Igen stoppede jeg pga. tvivl omkring trykudligning. Jeg kunne ikke bedømme om det var min hætte der trykkede på ørene, eller om det var det stigende atmosfæriske tryk der påvirkede ørene. Jeg kunne ikke trykudligne dem og turde ikke gå dybere hvis det nu ikke var hætten der gav problemerne. Næste gang jeg skal på ferie og dykke dybt så sørger jeg for at have trykket to små huller i hætten ved ørene, så vandet kan komme igennem og jeg undgår "hood squeeze". Så vil jeg også kunne vurdere hvorvidt jeg rent faktisk kan trykudligne dybere. Der var masser af overskud i ilt. Dette var dagens sidste dyk og båden satte kursen tilbage mod Valetta.
Vi ankom tilbage i Mellieha kl. 17. Jeg lavede thaimad med ingefær og chili med kokosmælk og ved syv-tiden mødtes jeg med de andre kursister og gik ud på en mexicansk restaurant nede i byen, hvor jeg fik en øl og de andre spiste aftensmad. På vejen hjem snuppede vi lidt lækker italiensk is. Super hyggeligt.

Fredag var turens sidste rigtige dag, da lørdag var rejsedag. Vi tog tidligt afsted og tog færgen til naboøen Gozo. Herfra tog vi en bus der kørte os ud til Azurvinduet , som er en naturlig klippeformation i form af en bro over vandet. Gennem de seneste år er broen eroderet mere og mere, og man mener at om 5-10 år vil den styrte i havet. Ved siden af vinduet ligger et Gozo Blue hole, et 15 meter dybt azurblåt hul, hvor det er muligt at dykke gennem en undersøisk vælving ind og ud af hullet fra havet. Vælvingen ligger på omkring 6-8 meters dybde og er vel ca. 10 meter lang. Her hyggede vi i 3-4 timer med fri leg. En rigtig fed afslutning på en super fed tur. Efter en kold øl gik turen tilbage til færgen som afgik kl. 15 retur til Malta. Aftenen blev sluttet af med fælles grill på hotelområdet hvor der er en række grillpladser man frit kan benytte. Således mættet af både mad og oplevelser, sluttede min fridykkertur til Malta for denne gang. Jeg håber at kunne vende tilbage i 2014 og tage SSI level 2.
Billeder fra turen kan ses under "Feriefotos" og nedenfor kan ses den video jeg fik lavet:


Husk lyd, fuld skærm og 1080p HD.

Golfen rundes af
Jeg havde egentlig planlagt at skrive en længere smøre om anden halvdel af 2013, og runde af med en sammenligning med den målsætning jeg satte i efteråret 2012. Men for det første er det så længe siden jeg har spillet golf efterhånden at jeg ikke kan huske runderne, og for det andet så orker jeg ikke rigtig den store gennemgang.
Jeg spillede vist en eller to runder i Tirsdagsklubben i juli og august, uden den store succes. I danmarksturneringen hjalp jeg tredjeholdet til overlevelse ved at sikre en deler i min førstesingle mod VM-sølvvinderen i døve DM (jep, that is a thing) Hans fra Midtsjælland i en kamp vi vandt suverænt. Jeg var 1-up efter 17. og burde have vundet men pissede det væk med en bogey på sidste hul. Dagen efter var jeg med i Blommenslyst og spillede igen førstesingle i en kamp jeg tabte 1-0 efter at have været 1-up efter 16. Begge kampe skulle jeg have vundet, og ville jeg have vundet hvis ikke jeg havde været så satans rusten. Den manglede spilletræning har trukket sine tydelige spor i mit spil, og det hele kulminerede i årets Åben Partnerturnering i Sct. Knud med min far. Det er en turnering vi traditionelt har gjort det rigtig godt i, med bla. tre TOP3 placeringer. I år var bare ikke vores år. Ingen af os var rigtig skarpe og jeg var især skuffet over mit eget spil. Vi endte således langt nede i feltet, faktisk første gang vi kommer tomhændede hjem.
Efter at have lavet en hurtig evaluering af golfåret 2013 er jeg nået frem til at jeg tager et år på endnu lavere blus i 2014. Jeg har trukket mig fra Golfteam Storebælt og har ændret mit kontingent til Flexmedlem for 2014. Således kan jeg udnytte træningsarealet, men skal betale greenfee hvis jeg vil spille 9- eller 18-hullers banen. Hvis man ser bort fra divisionskampene i år, så har jeg spillet 5 tirsdagsklubrunder, så det svarer til næsten 1200kr pr. runde. Ikke just holdbart.
Når 2015 nærmer sig vil jeg kigge på hvor meget jeg fik spillet eller trænet i 2014 og vurdere hvorvidt jeg skal fortsætte som flexmedlem eller gå tilbage til fuldt medlemsskab igen.

Jeg er ikke bitter, jeg har bare indset at livet har ændret sig og jeg ikke har den samme tid, som jeg havde før. For at være ærlig har jeg heller ikke det samme drive. Henover sommeren har jeg været ude og undervandsjage mere end jeg har spillet golf, og lige nu synes jeg det er sjovere. Jeg kommer stadig til at snuppe et par runder næste år, ingen tvivl om det - men der er andre ting der trækker mere. Min søn. Min familie. Fiskene i Storebælt. Haven der pinedød skal gøres færdig næste år.
Life goes on.


Indtil da, hit 'em straight.

- Lars


Kommentarer

Comment Script

Rigtig flot beskrivelse af en god tur.
Også en virkelig seværdig film, som tager os med på spændende oplevelser.
#1 - Jan - 24/10/2013 - 20:04
Navn
E-mail (Publiceres ikke)
Overskrift
Kommentar
Powered by Comment Script