Latest news (in Danish):
03.09.09 » Den ufrivillige pause & Tirsdagsgolfafslutning.
'Ello
Lørdag d. 22 august startede som en hvilken som helst anden dag. Solen skinnede, fuglene kvidrede og vi besluttede at tage ud i sommerhuset og give haven en overhaling. Efter et par timers havearbejde hjælper jeg Sacha med at klippe vores ca. 2 meter høje liguster færdig. Til det formål bruger vi en motoriseret hækkeklipper.
Lidt ligesom ham her, bare i Korsør istedet for Texas.
Idyllen blev brat afbrudt da jeg efter at have klippet et 20-30 meter langt stræk (og kun manglede ca. én meter) halvvejs tabte hækkeklipperen direkte ned i knæet på mig selv. Jeg kunne mærke en underlig kildende og svidende fornemmelse og opdagede at der var skåret en stor flænge i mine jeans. Jeg humpede over til en stol, fik smidt bukserne og det første der mødte mig var synet af min egen blottede knæskal og blodet der flød ned af benet. Der findes ting i verden der er værre at se, men formentlig ikke så mange som man skulle tro.
Heldigvis reagerede Sacha lynhurtigt og vi fik bundet et håndklæde stramt om såret og kørte i fuld knald til Slagelse sygehus. Der blev jeg gennet direkte ind på en seng hvor såret blev renset. Jeg fik to lokalbedøvelser og blev derefter syet med 5 sting. Med beskeden om at holde benet totalt i ro i de næste 4-5 dage blev jeg sendt hjem.
Desværre var jeg pga. min skade ikke i stand til at stille op i Klubmesterskaberne i Korsør, hverken slagspil eller hulspil som blev afviklet d. 29-30 august samt d. 5-6 september.
Tilbage op på hesten
I tirsdags fik jeg så fjernet stingene hos lægen og jeg gjorde mit golf comeback i årets næstsidste omgang Tirsdagsgolf. Eftersom sidste gang spilles fra rød tee, og derfor ikke er tællende, så var dette min sidste mulighed for at nå at forbedre årets eclectic score, hvor jeg stadig manglede birdies på hul 4, 10, 11 og 18. Jeg havde fået fornøjelsen af at spille med Henrik Madsen, som med hcp +1,6 plejer at få tildelt -4 slag. Som altid, når det er den første i måneden, så skulle vi dog spille fra stableford fra backtee, hvilket betød -2 tildelte slag til Madsen og hele 5 tildelte slag til undertegnede - ren luksus!
Da jeg følte at min putning med anvendelse af sigtelinje og min Odyssey Two-ball putter var blevet for "mekanisk" og uden feel gennem de sidste par uger, så var jeg gået tilbage til min Odyssey White Hot Classic og havde droppet stregen som sigtelinje.
Vejret var pænt, 22-23 grader, men med en hård vind. Greens var blevet topdresset om morgenen, så de var ikke så hurtige som de plejer.
Allerede på hul 1 var jeg uhyre tæt på en birdie, da et 8 meter langt put smøg sig langs hulkanten. Desværre havde jeg en hestesko rundt i hulkanten på hul 2 efter at have puttet det første put 2 meter kort. Et fantastisk teeslag til en svær pind på hul 3 satte mig op til en 3-4 meter med et stærkt højre-venstre break. Jeg læste dog linjen perfekt og bolden drejede ned lige midt i koppen til en dejlig birdie.
Mit teeslag på hul 4 drawede op i sidevinden og drev for meget til venstre. Fra en position i roughkanten op af et træ kunne jeg kun chippe ud. Derfra slog jeg lige over green i højre side, og da jeg ikke kom ind og i måtte jeg notere en ærgelig doublebogey. Efter et godt drive på hul 5 gik jeg efter green i to, men missede den højre om højre greenbunker. Mit chip blev lidt for langt, mens min 4-meter retur for birdie stoppede akkurat på hulkanten... Øv.
På hul 6 var jeg blevet fanget under nogle træer i drivet og kunne derfor kun punche ned foran green. Madsen havde, efter at have lavet birdie på hul 4 og misset en 3 meter for eagle på hul 5, forsøgt at drive green og var endt højre om greenbunker. Derfra slog han et perfekt indspil henover bunkeren, ind på green og lige i hul til en fantastisk eagle! Dvs. birdie-birdie-eagle til Henrik på de sidste 3 huller. Jeg ville dog ikke stå tilbage, så inden Madsen nåede at tage sin bold op af hullet så puttede jeg min 8-meter fra forkant lige i koppen til en birdie.
Det gik dog galt på hul 7 hvor jeg forsøgte at komme langt frem i andetslaget med min spoon fra semirough. Jeg kunne med det samme mærke at jeg svingede både for hurtigt og for hårdt, hvilket resulterede i en halvtopper som røg i søen. Jeg tog et drop og slog derfra en perfekt hybrid op til 80 meter. Efter et wedgeslag der overraskede mig ved at spinne 5-6 meter baglæns, slog jeg et rigtig dårligt put. Heldigvis satte jeg det næste put lige midt i hullet fra 2-3 meter, men min vandgang kostede stadigvæk en doublebogey. Efter et perfekt 6-jern ned til 4-5 meter på hul 8 var jeg uhyre tæt på en birdie, men måtte nøjes med en par.
Jeg missede green på hul 9 og fra en umulig position bag green var jeg ikke i stand til at redde min par.
Jeg rundede derfor for-ni i 40 slag (+4), vel vidende at jeg nok skulle barbere et par slag af på bag-ni for at være i pengene. På den anden side, så blæste det kraftigt, så jeg håbede lidt at scores ville blive høje. Efter to gode teeslag var jeg nok engang i super position til et indspil på hul 10, som har drillet mig gennem hele sæsonen. Fra 74 meter slår jeg dog et kummerligt slag, som kun lige lister sig ind på green, og jeg må nøjes med en par. Scenariet gentager sig på hul 11 hvor jeg har lagt mig i perfekt position 105 meter fra flaget efter at have banket mit teeslag indover skoven. Nu havde jeg kun én chance for en eclectic forbedring tilbage, og det var på hul 18.
Inden da kom jeg dog i problemer på hul 12, da mit forsøg på at slå en stor draw fra tee endte i en hook, der blev fanget af træerne langs venstresiden. Da mit fjerdeslag samtidig spandt tilbage ud af green, så kostede det en bogey.
Hul 13 blev spillet i regulation par, men på hul 14 kom jeg igen i problemer. Med 189 meter til pinden og bolden over fødderne forsøgte jeg at drawe en hybrid på green. Jeg fik dog aldrig roteret igennem bolden og skubbede mit slag ud i højre. Fra en umulig position ned af bakke til en pind gemt bag en bunker måtte jeg spille ind sikkert langt af pinden. Derfra treputtede jeg desværre til en ussel doublebogey, dagens tredje af slagsen...
Hul 15 blev spillet i regulation efter et perfekt fadet drive ud midt i fairway. På hul 16 fik jeg overdrevet mit fade lidt rigeligt og endte i semirough i højre. Derfra slog jeg en gapwedge ind til 4-5 meter fra pinden. Jeg læser puttet perfekt men bolden stopper på ærgelig vis få centimeter kort af hullet, lige midt i spanden. På hul 17 driver jeg ind over skoven, men bliver overrasket over den kraftige modvind. Bolden bliver fanget i trækanten og jeg bliver nød til at slå en høj gapwedge fremad. Jeg slår et solidt indspil, men mit parforsøg tager hulkanten og jeg må skrive en bogey på kortet.
Med årets sidste chance for en forbedring, så var udsigterne til en birdie ikke gode efter at jeg havde spidset mit teeslag på hul 18 ud i træerne i højre. Med 155 meter i stiv mod/sidevind til pinden, som stod gemt lige bag søen, så krævede det et klasseslag bare at ramme green. Jeg slår dog et super slag med mit 4-jern; et højt fade lige mod pinden. Bolden stopper 3-4 meter over pinden til en rigtig god chance. Jeg læser linjen perfekt og slår et dejligt put. Bolden sidder lige midt i koppen og "JA TAK!" bliver der sagt. En højst besynderlig birdie, med tanke på alle de gange i år jeg har stået med lobwedge i andetslaget og gået derfra med par. Med den afsluttende birdie gik jeg bag-ni i 40 slag (+3) til en +7 total, omregnet til 34 stableford points.
De tre birdies blev præmieret med 3 pakker bolde og mine 34 point viste sig at være nok til en 2. plads i dagens spil. Endnu vigtigere så var min birdie på hul 18 nok til at jeg lige akkurat overhalede Thomas Lindhardt på Netto Eclectic listen.
Min sæsontotal i Tirsdagsklubben ser således ud (brutto):
Dato |
Score |
Placering |
Præmie |
21-apr |
83 (+10) |
- |
- |
05-maj |
37 point |
3. plads |
120,- |
26-maj |
77 ( +4 ) |
3. plads |
80,- |
09-jun |
78 ( +5 ) |
2. plads |
105,- |
16-jun |
78 ( +5 ) |
1. plads |
185,- |
23-jun |
72 ( -1 ) |
1. plads |
170,- |
30-jun |
74 ( +1 ) |
2. plads |
170,- |
07-jul |
36 point |
3. plads |
85,- |
14-jul |
73 ( E ) |
- |
- |
21-jul |
79 ( +6 ) |
3. plads |
40,- |
28-jul |
74 ( +1 ) |
4. plads |
55,- |
11-aug |
76 ( +3 ) |
2. plads |
145,- |
18-aug |
81 ( +8 ) |
- |
- |
01-sep |
34 point |
2. plads |
140,- |
Totalt har jeg spillet 1295 kr ind i år, og har kun haft indskudsudgifter for 280 kr. Samtidig har jeg endnu ikke oplevet at være "i øllet" (de to tabere giver traditionelt øl til de to vindere i bolden), så det må siges at have været en succes. Derudover har jeg så også placeret mig i de konkurrencer der løber over hele året:
Tirsdagstabellen
På Tirsdagstabellen kom jeg fra baghjul og endte på førstepladsen efter en utrolig stærk periode i juni/juli.
Brutto Eclectic
På årets Brutto Eclectic vandt Henrik Madsen endnu en gang, med Thomas Lindhardt lige i hælene. Jeg nåede dog mit mål om at besætte tredjepladsen. Min totalscore lød på 57 (-16) efter birdies på alle huller pånær 4, 10 og 11, samt en eagle på hul 16.
Netto Eclectic
I allersidste spillerunde fik jeg min birdie på hul 18, og det var nok til lige akkurat at overhale Thomas Lindhardt på førstepladsen på Netto Eclectic listen hvor spillernes antal tildelte slag er trukket fra.
Præmierne til årets vindere overrækkes på generalforsamlingen på tirsdag, og jeg glæder mig til at se hvad det bringer. Inden da spilles den traditionsrige afslutningsrunde fra rød tee, og det skal sikkert nok blive underholdende. Frem med driveren og fuld hammer :o)
På søndag skal jeg spille Løvfaldsturneringen i Korsør og jeg håber på at kunne gentage sidste års succes eller, hvem ved, måske endda gøre det endnu bedre. Jeg føler jeg har fundet min putning igen, men må indrømme at min ufrivillige pause kan mærkes på svinget og stabiliteten. Jeg vil se om jeg kan finde tiden til at slå nogle bolde, og eventuelt optage et sving til hjemmesiden, inden det går løs på søndag.
Næste weekend skal andetholdet spille oprykningsspil oppe i Hedeland mod Kalundborg/Dragsholm fusionsholdet, og det skal nok blive spændende.
Tak for denne gang - Lars
Kommentarer
|