Latest news (in Danish):

06.08.09 » Ferie, Festuge og masser af golf.

Long time no see...

Netop hjemvendt, solbrun og udhvilet fra en uges ferie på Mallorca, hvor vi havde temperaturer fra 28-33 grader og bagende sol, så må det være på tide at opdatere hjemmesiden.
Meget er sket i den lille måneds tid der er gået siden sidst. Jeg gik på ferie på Sachas fødselsdag d. 15 juli og tiden er fløjet som sædvanlig. På mandag starter jeg på arbejde igen, men inden da er der divisionskampe for GTS i den kommende weekend.

Så tæt på og alligevel...
Som overskriften hinter til, så var jeg meget tæt på at sætte mere end én personlig rekord i min runde Tirsdagsgolf d. 14 juli.
Jeg lagde ud med en birdie-birdie start, så fulgte 4 pars, før et fantastisk tredjeslag på hul 7 gav mig endnu en birdie. Med to pars på hul 8 og 9 rundede jeg i 33 (-3), uden en eneste bogey, hvilket samtidig var min bedste for-ni nogensinde i Korsør.
Derfra var spillet uhyre sikkert, uden at være rigtig skarpt. Med pars på de næste 6 huller og kun en enkelt misset green, så stod jeg på hul 16 i -3 med 3 birdies og 13 pars på kortet. Efter to perfekte slag havde jeg en 2 meter tilbage for birdie, og følte at nu var der sgu en ny rekord på vej i form af en runde i 60'erne. Desværre trak jeg puttet venstre om, og på mit nemesis hul 17 gik det nok engang galt. Efter en tur i Birkelunden fik jeg reddet bolden op foran green i to. Derfra et forfærdeligt ringe indspil og et treput til en dobbeltbogey. På sidste hul slår jeg over green fra 90 meter og ender med en bogey til en runde i par... Øv øv øv.
Jeg må derfor konstatere at jeg fortsat har en runde under 70, samt en runde uden bogeys til gode.

Min runde i 70 netto plejer at være nok til en placering i pengene, men ikke den dag. Henrik Madsen var ét slag fra banerekorden med en fantastisk 65'er (-8), men endte kun på en tredjeplads i netto 68... Vinder blev Svend Sørensen i 66 netto og han overhalede mig dermed på Tirsdagstabellen. I det mindste fik jeg konsolideret min tredjeplads på sæsonens bruttoeclectic med min birdie på hul 7.

The return of the Jantzen
Fredag d. 17 juli vendte min gode ven Peter Jantzen hjem fra et år som praktikant på den danske ambassade i Argentina. Peter spildte naturligvis ikke tiden, så vi havde booket tid til 18 huller i Roskilde allerede dagen efter.
På en dag hvor det meste af Danmark druknede i regn, så lå Roskilde mirakuløst tørt. Bedst beskrevet ved at jeg oplevede en sand tordenbyge da jeg kørte igennem Borup, men da jeg kunne skimte Domkirkens to tårne i horisonten så klarede det op.
Vi havde praktisk talt banen for os selv, og nød fuldt ud at spille og snakke sammen igen. Spilmæssigt var det dog ikke vildt imponerende hvad vi kunne præstere. Peter var forståeligt nok rusten, men jeg havde personligt sat næsen op til at vise noget god golf frem.
Efter at have ramt de første 5 greens i regulation uden at få birdies på kortet, så fulgte to sjuskede bogeys. Med pars på hul 8 og 9 så turnede jeg i 37 (+2). På hul 10 scramblede jeg en fantastisk par; Efter et teeslag ud i den seje rough i højre side, så rev jeg bolden op venstre om greenbunker. Herfra går det stejlt ned af bakke, men med et indspil der ramte pinden, så kunne jeg hole for par fra halvanden meter.
Efter at have drivet over bakken på par-4 hullet 11, så slog jeg en lille lob ind til en halv meters penge fra hullet og fik min birdie. En lidt ærgelig afslutning med bogeys på hullerne 13, 14, 16 og 17 medførte en runde i 77 slag (+5), acceptabelt men ikke prangende. Til gengæld var det dejligt at se Peter igen, og vi aftalte at få spillet igen inden alt for længe.

Festuge i Korsør
Sacha har allerede beskrevet vores deltagelse i den årlige festuge i detajler på sin hjemmeside, men jeg vil alligevel nævne lidt highlights:

Søndag d. 18, greensome stableford.
Sacha og jeg spillede sammen i denne turnering og præsterede 37 point. Ikke noget jeg ville forvente at ende i præmierækken med, men ikke desto mindre fik vi en 2. plads i B-rækken. Scorekortet kan ses her.

Mandag d. 19, slagspil/stableford.
Om mandagen spillede vi i hver vores række. Jeg startede på hul 1 og spillede nogenlunde indtil hul 12, hvor jeg ramte et bogey-train af dimensioner. Skuffende at jeg ikke kunne bryde den dårlige stime, men jeg må se i øjnene at jeg mentalt var meget dårlig den dag. Mit scorekort kan ses her. Heldigvis gik det noget bedre for Sacha, for at sige det mildt. Med imponerende 42 point vandt hun sin række suverænt. Hendes scorekort kan ses her.

Tirsdag d. 20, greensome stableford.
Om tirsdagen dannede vi igen par, men denne gang måtte vi nøjes med 36 point. Igen var det dog godt nok til en placering i præmierne og vi endte på en tredjeplads. Scorekortet kan ses her.
Da jeg ikke var blevet tilstrækkelig golfmæt, så to jeg lige 18 huller ekstra i den ugentlige tirsdagsgolf. Nogen stor runde blev det ikke, en 76'er netto hvilket rakte til en tredjeplads, som grundet dagens lave deltagerantal kun gav 2x indskud tilbage. Vigtigst af alt var dog at jeg endelig fik en birdie på hul 17 til min brutto eclectic.

Onsdag d. 21, bestball stableford.
Om onsdagen spillede jeg traditionen tro med Thomas Lindhardt, hvor vi skulle forsøge at forbedre sidste års runde i 66 (-7). Uheldigvis lagde vi begge ud med at treputte på hul 1, men derefter gik det bedre og bedre. Thomas lavede birdies på hul 3, 7 og 11, mens jeg lavede på 9 og 10, og på de resterende huller lavede vi pars. Personligt var jeg rundt i 73 slag (par) med to bogeys (hul 1 og 2) og de to ovenstående birdies. Vores 43 point rakte til en 4. plads. Scorekortet kan ses her (nogle af mine huller blev ikke noteret af vores markør, da Thomas allerede havde fået vores point hjem, men det blev rettet senere, så jeg blev reguleret ned i handicap 4,2).

Torsdag d. 22, slagspil/stableford.
Proshoppens slagspilsturnering blev en rigtig ærgelig oplevelse for mig. Efter have rundet i +2 og lavet 4 pars på 10-13 efterfulgt af en bogey på 14, så endte jeg i et umuligt leje i greenbunker på hul 15. Det kostede to slag, og resulterede i en dobbeltbogey. Jeg viste super mentalitet ved at lave en birdie på hullet efter, og med en par på hul 17 og et drive op i højre side af fairway på 18, så stod jeg i +4 med 120 meter til pinden. Uheldigvis fejlbedømmer jeg vinden og tager et jern for meget. Min bold ender over green, få centimeter på den forkerte side af out-of-bounds... Dobbeltbogey og en runde i 79 (+6), hvilket er 76 netto. En par istedet havde givet en femteplads og en fed præmie (der var til de 8 bedste og jeg sluttede som delt 9). Scorekortet kan ses her. Jeg havde til gengæld fornøjelsen af at spille alle 18 huller med vores unge junior Daniel Nielsen, som fortsatte sin march mod scratch handicap. Med en flot runde i 70 slag (-3) så vandt han både brutto- og nettopræmien. Helt forgæves var min dag dog heller ikke, da jeg snuppede nærmest pinden på hul 3.
Sacha debuterede i C-rækken og endte på en flot femteplads ud af 41 spillere efter en runde i 33 point, hvilket faktisk inkluderede et imponerende comeback, da hun startede med 4 streger på de første 5 huller... Hendes scorekort kan ses her.

Fredag d. 23, bestball stableford.
Om fredagen var der 90-års turnering og i dagens anledning fik jeg assistance af min farfar Poul. Efter en rigtig hyggelig dag, hvor spillet desværre ikke helt fungerede efter hensigten, så endte vi med 38 point. I dag rakte det dog ikke til noget som helst, da vejret var fantastisk og scores tilsvarende lave. Endnu en gang havde jeg en dag hvor jeg ramte bolden fantastisk godt, især med mine jern, men endnu engang så var putteren iskold. Vores scorekort kan ses her. Efter vores frokost fik fatter en kort lektion af Thomas Lindhardt, hvor der blev identificeret nogle ændringer som straks gav resultater. Jeg ser frem til at spille i Sct. Knuds golfklub senere på året, og se hvordan den gamle rammer bolden til den tid.

Lørdag d. 24, slagspil/stableford.
Festugen blev rundet af med lørdagens turnering som endnu en gang blev en nærved-og-næsten oplevelse for mig. Jeg havde taget konsekvensen af den dårlige putning og skiftet min Two-ball ud med min Classic #1. Jeg gunstartede (sammen med Sacha i øvrigt) på hul 8 og lagde ud med par-bogey. Bag-ni var utrolig stabilt, men samtidig ikke rigtig skarpt nok. Én enkelt bogey på hul 14, og ellers par for resten.
Med de "lette" huller tilbage (hul 1,2,3,5 og 6) så var jeg temmelig klar på at strikke en god runde sammen. Efter to gode slag stod jeg også med en 3 meter for birdie, men så slog det klik. Et treput, efterfulgt af yderligere et af slagsen på hul 3. Da jeg stod på femte tee med en score på +5, så var jeg helt sikker på at løbet var kørt. Jeg gik derfor ekstra agressivt indover hjørnet, med det resultat at bolden var en halv meter out-of-bounds, og jeg fik en dobbeltbogey. På hul 6 trak jeg mit andetslag til venstre, og via et uheldigt bounce røg jeg ned af skrænten venstre om green. Første gang jeg har ligget der siden det år jeg startede i klubben. Man har no-shot dernede fra, og jeg var heldig at begrænse det til en dobbeltbogey. Jeg fik dog en god afslutning i form af en vildmand for birdie på mit sidste hul, hvilket jo altid er rart. Mit scorekort kan ses her.
Dagens indsats rakte dog ikke til præmie, da jeg sluttede sølle ét slag fra præmierækken, men lidt af æren blev reddet da jeg vandt tættest på flaget på hul 13. (...og hvis der i øvrigt er nogen der har lyst til at købe en kasse med 24 Harboe Guld, så skriv endelig i kommentarfeltet).
Sacha havde desværre ikke lige den mest heldige dag, med to pars og tre bogeys som højdepunktet, så måtte hun nøjes med 25 point. Hendes scorekort kan ses her.

Dagen blev afsluttet med tre-retters festmiddag om aftenen som en hyggelig afrunding på endnu en dejlig Korsør Festuge.

Tirsdagsgolf og så afsted!
Efter to dages tiltrængt golfpause, så kunne jeg lige nu endnu en gang tirsdagsgolf inden jeg skulle afsted på en uges ferie med Sacha på Mallorca. Min Two-ball putter var kommet tilbage i bag'en, men det var nu ikke den der skulle tage dagens opmærksomhed. Den tilfaldt istedet mit 9-jern, for på hul 16 slog jeg i hul til en eagle fra 112 meter! Den bliver nok svær at forbedre på brutto eclectic'en. Den eagle reddede samtidig min runde fra hæderlig til god.
Med bogeys på 3 og 4, samt birdie på 5, så havde jeg rundet for-ni i 37 (+1). På hul 10 treputtede jeg fra 4 meter da pinden stod helt urimeligt svært. På hul 12, et dog-leg venstre par-5, fik jeg for meget hook på mit drive og det ramte en træstamme. Vi så eller hørte aldrig hvor bolden landede, så jeg måtte slå en ny fra tee. Jeg fik heldigvis lavet en birdie på den provisoriske bold før min afslutning med par-par-par-eagle-par-par reddede en bag-ni i 37 (par) og en samlet score på 74 (+1). Især min afsluttende par på hul 18 var tilfredsstillende, da den kom fra en svær position i greenbunker.
Min netto 71 rakte til en fjerdeplads, og min eagle betød at jeg beholdt min tredjeplads på brutto eclectic'en.
Vildere endnu, så betød dagens score at jeg avancerede til førstepladsen på Tirsdagstabellen, som mere og mere begynder at ligne et "three-man-race" mellem Henrik Madsen, Svend Sørensen og undertegnede, med Thomas Lindhardt som en mulig outsider. Spændende spændende. Den kommende runde Tirsdagsgolf går jeg glip af pga. vores ferie, men da det er den første i måneden, så spilles den som stableford fra backtee og tæller derfor ikke til Tirsdagstabellen. Derefter resterer der kun fire spillerunder før årets vindere skal kåres. Jeg krydser fingre og satser på fortsat godt spil.

Sol og sommer (og divisionsgolf)
Dagen efter tog vi flyet til Palma de Mallorca hvor vi tilbragte en uge i sydens sol. Jeg vil ikke sige så meget mere om ferien end at det var fantastisk dejligt og lige hvad vi trængte til.

I den kommende weekend går det løs med afslutningen på Danmarksturneringen, og i den sammenhæng kan jeg med glæde nævne at Korsør har overtaget alt hvad der hedder Golfteam Storebælt fra sæson 2010. Dette betyder også at vi fra næste sæson spiller på hjemmebane i Korsør. For nærmere information kan jeg henvise til Korsør Golfklubs pressemeddelelse.

Tilbage til weekenden: Førsteholdet kan sikre sig mod nedrykning hvis de kan slå sidste års guldvindere fra Kokkedal på udebane om lørdagen. Hvis resultaterne mager sig, så kan holdet ligefrem komme med i medaljespillet med endnu en sejr om søndagen.
Andetholdet og tredjeholdet spiller "hjemme" i Trelleborg om lørdagen og på udebane om søndagen. Andetholdet ligger pt. til oprykningsspil til 2. division, men det kræver sejr i weekenden. Tredjeholdet har for længst udspillet sine muligheder for oprykning og kæmper for at undgå nedrykning til Kvalifikationsrækken. Det kræver to sejre i weekenden og samtidig må Holbæk ikke vinde om søndagen... Det ser sort ud. Jeg vil gøre mit for at sikre trejdeholdets eksistens i 4. division og forventer at skulle spille første- eller andensingle i weekenden.

Jeg vil opdatere med resultaterne i kommentarfeltet her i nyheden når spillerunderne er afviklet. Indtil da, så hit 'em straight.


Tak for denne gang - Lars

Kommentarer

     

Sneak peaks:

 

Have

a

peak

at

my

artwork

"When I was a boy of fourteen, my father was so ignorant I could hardly stand to have the old man around. But when I got to be twenty-one, I was astonished by how much he'd learned in seven years."
- Mark Twain

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nyhedsarkiv:


» Klik her for at se arkiverede nyheder.

Folsberg.dk © 2006 • Lars Folsberg • lars@folsberg.dk