Gooooddag!

Søndag d. 15 marts gik turen nok engang til Vallø Golfklub. Vejret var udmærket, med temperaturer omkring 6 grader og moderat vind (ca. halvandet jern ekstra i modvind).
Med mig var de berømte og berygtede tvillinger Daniel og Frederik.

Daniel

Frederik

Et par dage forinden havde jeg snakket med gode gamle Michael Bruun fra Roskilde, og vi mødtes kl 12 i Vallø Golfklub. Efter at have delt en spand bolde mellem os alle fire, gik vi ned til teesteedet. Vi havde tid klokken 12:30, og efter at have moret os over den ene halvdel af to-bolden foran os, som lavede tre luftsving i træk og derefter slog bolden ind mellem sine egne ben, så teede vi ud.

Jeg startede ud i fin stil på det 387 meter lange par-4 hul 1 med at blæse driveren op langs højre side og derefter slå et 9-jern ind på green. Derfra præsterede jeg så intet mindre end fire (4!) putt til en katastrofalt ringe dobbeltbogey. Jeg følger det op med en tynd bogey på hullet efter og kan konstatere at det ikke lige var den drømmestart jeg havde håbet på.
På 3. hul, det første i rækken af to par-5 huller i træk, begge på kun 437 meter, fyrer jeg et monster drive på små 300 meter i medvinden ud midt i fairway og står med 140 meter hjem i andetslaget. På forunderlig vis fuldtopper jeg et 7-jern 25 meter ned i kanten af en fairwaybunker. Derfra slår jeg dog et godt 9 jern lige henover pinden, men er ikke i stand til at hole birdieputtet.
Næste hul er jeg endnu engang oppe og stå på driveren, denne gang i mod/sidevind, og jeg skærer voldsomt indover dogleg'et på det korte par-5 hul. Derfra har jeg kun 135 meter til pinden og jeg slår et perfekt 8-jern direkte mod stokken. På de sidste meter bliver bolden trykket lidt til højre af sidevinden, men den stopper pin-high, 3-4 meter højre om pinden. Jeg sætter perfekt hastighed på puttet som ruller i hul til en lækker eagle, den første af sin slags i tre år...

På de efterfølgende tre huller misser jeg green hver gang og det resulterer i to uskarpe bogeys. På det kun 100 meter lange hul 8 slår jeg en gapwedge op til en tre-meter og ruller den lige i hullet til en dejlig birdie. På hul 9 går det dog helt galt omkring green, hvor jeg må bruge tre indspil. Først en kæmpe lunder fra tyk rough og så et for kort indspil, før jeg chipper i fra greenkanten med et 8-jern for en besynderlig bogey. Efter en gang vaskeægte elevatorgolf turner jeg derfor i +3.

På hul 10, et 384 meter par-4 hul med en forhøjet green med plateau langs spilleretningen, slår jeg dagens kun andet drive i midten af fairway (roughen er lav, så på de fleste huller fyrede jeg bare igennem og skar hjørner). Til mit andetslag havde jeg 135 meter uphill og jeg visualiserede et 8-jerns slag op i højre side mod det øvre plateau, hvorefter bolden så vil rulle ned af bakken og ned til pinden som står placeret i venstre på det nedre plateau. Lige venstre om green er en stejl bakke, så det ville være et sikkert slag, som samtidig vil kunne ende tæt på hullet.
Stor var min tilfredshed derfor, da jeg realiserede mit slag nøjagtig som jeg havde planlagt det i form af et perfekt 8-jern, der lander på kanten af det øvre plateau og ruller ned til omkring 3 meter fra hullet. Desværre tager mit ellers gode birdieforsøg hulkanten og bliver ude.

Hullet efter lykkedes det mig at misse green fuldstændig med en lobwedge fra 72 meter, unægtelig noget af en præstation. Jeg får dog scramblet min par. Hul 12 er et kun 265 meter par-4 hul med en kraftig stigning op mod green. Jeg slår et perfekt drive som ender i bagkanten omkring 10 meter venstre om pinden. Derfra slår den rustne vinterputter så til igen og jeg treputter til en skuffende par.
På par-3 hullet 14 slår jeg et solidt 5-jern fra 165 meter op 4-5 meter venstre om pinden. Puttet er dog aldrig i nærheden af at falde i og jeg må nøjes med min fjerde par i træk.
På trods af at være par-4, par-3 og par-5, så lignede de næste tre huller hinanden; en misset green og en manglende evne til at komme ind og i, hvilket resulterede i tre kedelige bogeys i træk.

Efter et perfekt drive på hul 17, et 451 meter par-5 hul så slår jeg en solidt ramt hybridkølle fra 189 meter uphill mod pinden. På grund af den kraftige stigning kan jeg ikke se bolden lande, men da vi kommer op over bakken kan vi konstatere at den ligger ca. 2 meter fra pinden! Med en betragtelig mængde adrenalin i kroppen står jeg pludselig med en kæmpe chance for at lave endnu en eagle. Jeg slår et godt putt, men bolden har lidt for meget fart på og efter en snurretur rundt langs hulkanten så ruller den en meter forbi hullet. Øv bøv, men i det mindste sætter jeg birdeputtet midt i hullet.
Hul 18 er nok et af de sværeste afslutningshuller som jeg har prøvet (i hvertfald når det spiller i modvind). Et 405 meter langt par-4 hul, med en å på tværs af fairway 215 meter fra tee. Åen ender i en sø der blokerer højre side af fairway, og derfra går det op af bakke hele vejen mod en green der ligger beskyttet af bunkers som man skal flyve henover i carry.
Efter et have slået mit teeslag ned foran søen, så slår jeg en perfekt 3-wood fra 200 meter direkte mod pinden. Bolden lander i forkanten af green, hopper lidt skævt og lægger sig til rette i højre side af green, pin high. Derfra bruger jeg to putt til en solid par og slutter runden i 76 slag (+5).

Daniel kom også rundt i 76 på trods af en del brok undervejs (ahem, ahem!), Frederik havde lige to huller der gik galt, men var derudover også rigtig godt spillende, og Michael gik også en solid runde golf, med noget af det bedste putning jeg har set fra hans side, uheldigvis dog også med de obligatoriske sammenbrud i form af to snemænd (8'ere).

På vejen hjem havde vi et pitstop på Burger King drive-in i Ringsted, hvor jeg kunne konstatere at bilen gik ret så ujævnt i tomgang. Efter vi svingede ud på motorvejen, så havde vi kørt under to km før et tilfældigt blik på instrumentbrættet fik mig til at hive bilen ind i nødsporet med katastrofeblink i en allerhelvedes fart. Motoren var nemlig så varm at termometret havde brudt skalaen i et forsøg på at illustrere temperaturen. Efter at have smækket motorklappen op forsøgte jeg at løsne låget på køleren, hvilket resulterede i en imponerende gejser af damp. Den fortsatte ufortrødent i 10-15 sekunder før gassen gik af.
Nu var gode råd dyre. Der var 20 km til nærmeste afstikker (Sorø) og 15 km til den nærmeste motorvejstankstation. De eneste former for væske vi havde i bilen var en halv liter jordbærmilkshake og min termokande med the, fuldstændig satureret med sukker - ingen af delene virkede som noget der ville være en god idé at hælde på køleren.

Så kom jeg i tanke om en film jeg havde set med en praktisk talt identisk situation, lige udover det faktum at bilen i filmen var en '69 Camaro (marginalt federe end en '92 Corolla). Filmens hovedpersoner løste problemet ved at urinere i en flaske og derefter hælde det i køleren istedet for vand. Jeg gik derfor straks i gang med at organisere redningsaktionen. Jeg bællede det sidste af min cola og gav Daniel mit 0,4 L papkrus og et par opmuntrende ord. Han listede derefter om bag en jordvold der løb langs motorvejen for at iværksætte punkt 1 i redningsplanen. En beundringsværdig indstilling.

Ingen relation til artiklen.

Set i bakspejlet var det nok en ganske god beslutning at jeg valgte at ringe til min far for at høre om der nu monstro var nogle bivirkninger ved vores plan om at bruge urin som kølervæske
(altså udover de ganske åbenlyse gener som jeg lige kan komme på i forbindelse med opvarmning af urin til kogepunktet).
Efter at han utvivlsomt havde rystet på hovedet og rullet med øjnene i den anden ende af telefonlinjen, så anbefalede han mig at søge efter alternative væskekilder.
Jeg måtte derfor skuffe Daniel, som ellers havde præsteret at fylde koppen til randen med "kølervæske", og vi bevægede os ind på marken for at søge efter vand. Efter at have gået en halv kilometer fandt vi et lille vandhul i en grøft hvorfra vi fyldte diverse flasker og dunke op med iskoldt vand.
Efter at have hældt små to liter på køleren satte vi bilen i gang igen. Straks kunne vi notere at temperaturen faldt, og turen gik derfra i alstadigt tempo hjem til Korsør, heldigvis uden andre komplikationer.
Som Daniel tørt konstaterede da vi kom hjem, "Så har vi sgu' noget at fortælle vores børnebørn"...    

På lørdag er der træningskamp på udebane mod Holbæks førstehold og vi er en del der tager derop for at få endnu en runde under bæltet og få spillet lidt sammen. Jeg skal nok komme med en opdatering på hvordan det kommer til at gå. Weekenden efter gælder det træningskamp på udebane mod Kalundborg om søndagen. Begge baner har åbent for greens i vinterhalvåret. Der bliver næppe åbnet op for spil på Korsørs greens før april, da banen altid er meget fugtig i foråret.

Tak for denne gang - Lars