I søndags var jeg i Nyborg med min far for at spille Sct. Knuds partnerturnering, med 36 hullers (!) greensome slagspil.

Unægteligt lidt af en mundfuld for min far, der som regel når at spille omkring 2 x 7 huller om ugen når det går mest hedt for sig. Vores scorekort kan ses her.

Vi havde fået tildelt 9 slag og efter en shaky bogey-bogey start fik vi noteret to stabile pars. Desværre måtte vi derefter notere en bogey på hul 5 og en dobbeltbogey på 7. hul. Efter en super birdie på hul 8 efter et 60 meters indspil til 1½ meter fra den gamles side og en stensikker par på hul 9 rundede vi i +4. Efter en bogey på hul 10 reddede vi en super par fra bunkeren på hul 11 og kom ind i en fantastisk god stime. Par-birdie-par-par-par. På hul 17 var vi derfor stadig kun +4 og adskillige slag bedre end handicap (+9).

Efter et superdrive fra den gamle trækker jeg mit 4-jern til venstre og bolden hopper voldsomt endnu mere venstre. Vi ender under et træ hvor Jan kun lige kan chippe den ud – bogey. På 18. hul er jeg den eneste der kommer i spil med et drive ned langs højre, lige i rough kanten. Jan trækker 2. slaget venstre om green hvorefter mit indspil bliver fanget af bunkerkanten. Den gamle helkikser sit bunkerslag så vi nu ligger få centimeter fra kanten. Jeg eksploderer den ud – men over green. Derefter chipper Jan flot ind og jeg holer puttet til en brandærgelig triplebogey. En kanonscore var i løbet af to huller blevet forvandlet til netto 71, hvilket dog var nok til en foreløbig placering i top 10.

Efter en hurtig frokost gik vi ud igen, denne gang i følgeskab af ”fatter”, min farfar, Poul. Vi fik en bedre start om eftermiddagen med par-par, men så fulgte tre bogeys i rap. Efter at jeg havde brændt en god birdiechance på hul 6, måtte vi endnu en gang notere en doublebogey på det drilske hul 7. På trods af store problemer fra tee reddede vi en god bogey på hul 8 og på hul 9 var det så min fars tur til at brænde en god birdiechance. Efter for-ni var vi +6, hvilket vi ikke var synderligt tilfredse med. Det skulle dog vise sig at blive værre endnu… Efter at ligge lige venstre om green i 2 på hul 10 sjuskede vi os skiftevis frem til en forfærdelig doublebogey.

Efter et godt drive på hul 11 slog den gamle en sprød lille wedge op 3 meter forbi pinden, men endnu en gang måtte vi se vores birdiechance fordufte langs hulkanten. På hul 12 slog jeg et kæmpe drive i modvinden, men min far blev desværre bange for åen der løber på tværs før green og trak vores 2. slag i bunkeren i venstre. Takket være modvinden endte vi med et spejlæg af dimensioner og jeg var kun i stand til at hive bolden ud af bunkeren og over green. Et godt chip fra den gamle sikrede at vi reddede en bogey.

Med +9 havde vi efterhånden kniven mod struben, og det vidste vi. De næste tre huller resulterede i tre pars, hvoraf vi var millimeter fra en birdie på hul 14. På hul 16 har jeg en 4-5 meter up hill for birdie og slår et super godt put – knytnæven er allerede på vej op i luften da bolden på uforståelig vis brækker uden om hullet på de sidste 10 cm.

Hul 17 skulle vise sig at være en omvendt gengivelse af 1. runde. Efter jeg har sendt et godt drive i banen, slår min far et super 4-jern der dog hopper vinkelret venstre og ind i træerne. Herfra slår jeg et punch/chip, men den bliver desværre fanget af venstre greenbunker. Efter et solidt greenbunker slag fra den gamle, der dog overraskede os begge ved at spinde væk fra hullet stod jeg med en 6 meter uphill med et kraftigt højre-venstre break på den sidste meter. For første gang i 2. runden slår jeg dog et put uden at tænke over hvor lang en retur min far eventuelt ville få – bolden breaker perfekt og sidder midt i koppen til en super par. På hul 18 sender jeg et solidt drive ned langs venstre side af fairway og vi står nu med omkring 145 til pinden. Nerverne spiller dog den gamle et puds og han hooker et 7-jern ud i tyk, tyk urt i venstre. Vi finder heldigvis bolden, men jeg kan ikke gøre andet end at slå den op i greenbunker (samme bunker som vi tossede rundt i sidst). Denne gang står den gamle dog distancen og slår et super bunkerslag op til 2-3 meter fra pinden. Et dejligt put fra min side redder os en bogey og en afsluttende runde i netto 73 – samlet 144 (til handicap).

Det viste sig at være godt nok til en delt 6.-8. plads, men da vi var dårligst i 2. runden endte vi med en 8. plads. Det placerede os i præmierækken (top 10) og vi fik to gode Titleist paraplyer (værdi 399,- stk.) med hjem. Jeg synes det var en rigtig dejlig dag i selskab med både min far og min farfar, og vi var også enige om at vi skal deltage igen til næste år.

I mens jeg var i Nyborg var Sacha i Ishøj for at spille Pink Cup, og her brillerede fruen ved at vinde sin række med imponerende 44 point. Det gør mig stolt at se at hun kan på egne ben, det var nemlig hendes første turnering alene på en fremmed bane.

Den kommende weekend skal jeg spille hulspilsmesterskaber i Korsør, og jeg håber naturligvis på det bedste på trods af at jeg ikke har rørt en golfkølle siden turneringen i søndags, og formentlig ikke kommer til det før tidligst fredag... Så er pre-undskyldningen på plads! :)