Latest news (in Danish):

21.05.09 » Fødselsdag og divisionsgolf.

Hold fast, for dagens indlæg er en ordentlig krabat.

Hurra, hurra, hurraaaa
I tirsdags rundede jeg de 26 år, og som Sacha så sødt sagde, så er jeg nu nærmere de 30 end de 20...
Med vanlig sans for overraskelse så havde fruen planlagt en lille happening. Da jeg efter at være kommet tidligt hjem fra arbejde blev ført ind i stuen med hænderne for øjnene, så kunne jeg godt mærke hvor det bar henad. Alligevel blev jeg overrasket da jeg slog øjnene op og synet af storgrinende Daniel og Frederik mødte mig. Sacha serverede boller og lagkage på behørig vis, og kl. fem tog vi til Slagelse. Her stod den på bowling, pool og airhockey, og det var rigtig skægt og hyggeligt. Da vi kom hjem så vi en film imens Sacha forberedte dejlig aftensmad. Der blev også tid til at pakke gaver op, og hvilke gaver! Tvillingerne havde givet mig en rigtig lækker skindhandske fra Wilson, deres topmodel. Sacha havde givet mig en "Insula" trøje fra Galvin Green, mens Thomas havde været forbi med en striktrøje fra Backtee's 2009 Major kollektion.


Backtee til venstre og Galvin til højre.


Derudover har Sacha og mine forældre givet mig et et digitalkamera. Jeg har gennem længere tid kigget sultent efter Casios højhastigheds-digitalkameraer. Det økonomiske aspekt har været vendt og drejet og sammenlignet med modellernes specifikationer. Valget faldt til sidst på den billigste model EX FC100, et mere kompakt kamera som dermed også kan tages med på ferie:



Kameraet er et 9,1 MPixel med 5X optisk zoom. Hvor det virkelig skiller sig ud er på hastigheden af billeder det kan tage i sekundet. Med den såkaldte "Burst" funktion kan man tage op til 30 stilbilleder i sekundet. Videofunktionen åbner op for enten HD optagelse, eller, og det her er nok det fedeste, højhastigheds videooptagelser med enten 210, 420 eller 1000 frames i sekundet. Til sammmenligning er normal videooptagelse 30 frames i sekundet. Opløsningen falder naturligvis efter hvor høj antal frames man ønsker at optage med, men det kan optage i 480x360 ved 210 fps. Jeg har allerede optaget de første højhastighedsoptagelser af mit golfsving, som kan ses her:





100-meter fri i Kalundborg
Hvis vi går tre dage tilbage i tiden, så stod weekenden i divisionsgolfens tegn. Golfteam Storebælts 4 hold skulle i aktion i deres respektive rækker.
Uheldigvis viste vejrguderne sig ikke ligefrem fra deres bedste side om lørdagen. Efter halvanden måned med dejligt forårsvejr viste termometret 4ºC da jeg stod op kl 5.45 og regnen bankede mod ruderne.
Efter at være ankommet i Kalundborg kunne vi konstatere at vejret deroppe ikke var meget bedre. Vi havde opvarmingen og de første 2-3 huller i tørvejr, men derfra stod menuen på øsende regn og voldsom blæst resten af dagen.

Der var foretaget nogle rokeringer på holdene, da førsteholdsspilleren Mathias Laage var væltet på sin cykel. Det betød at Kenneth Stoumann var rykket op på førsteholdet, Frederik Nielsen blev rykket op på andetholdet og Rasmus Riisberg blev hevet ind på tredjeholdet. Vi ændrede derfor foursome konstellationen til at bestå af de to Trelleborgspillere Thomas Eilersen og Rasmus Rosbæk.

Jeg skulle ud i 2. singlen mod en rødhåret juniorspiller fra Kalundborg. Efter at have delt de to første huller, så tabte jeg hul 3 og 4 på fornærmende ringe spil omkring greens. Vandt hul 5 med en par efter et rigtig godt chip, men tabte omgående hullet efter da mit drive blev hooket ud i et budskads. Hul 7 blev delt efter et direkte horribelt chip fra min side der næsten trillede i en bunker. Efter at have delt hul 8, lignede det en fordel til mig på hul 9.
Min modstander havde drivet i fairwaybunker og kunne kun slå den ud i fairway pga. en stejl bunkerkant, og hans indspil fra omkring 140 meter missede green højre om. Jeg havde slået i greenbunkeren og efter et godt bunkerslag stod jeg med en tre-meter ned af bakke. Så var det til gengæld at min modstander chippede direkte i hul, og presset røg tilbage på mig. Heldigvis holede jeg puttet til en deler og var derfor to ned efter turnen.

Hul 10 blev delt, men efter et rigtig godt teeslag på par 3 hullet 11 kunne jeg hole en god 3-meter for birdie. I fornem stil pissede ødslede jeg så det hele væk igen på næste hul med et tre-put.
Efter et super wedgeslag på hul 13 holede jeg en 1-meter for endnu en birdie. Hul 14 blev delt i par, men på hul 15 slog min modstander i greenbunker og fik et ordentlig spejlæg. Herfra måtte han bruge to slag på at komme op og på trods af at han så holede sit indspil fra greenkanten kunne jeg bringe balance i matchen ved at hole en god 1½ meter. Vi var nu all square for første gang siden hul 2.
Holdkaptajn Kent kunne så fortælle mig at førstesinglen Henrik 'Frede' havde lukket sin match i suveræn stil med en birdie på hul 13 til en 7/5 sejr. Samtidig var vores foursome 1 up efter hul 14, mens resten af vores singler havde tabt. Bagud 2-6, men med 4 point i spil i foursome og 2 i min egen single havde vi chancen for at tage matchen 8-6. Efter et pushfade af dimensioner fra teestedet slog jeg i greenbunker. Med en svær position i bunkeren med omkring 25 meter til pinden slog jeg dog et super slag op til ca. 2 meter fra hullet. Min modstander lavede bogey og jeg havde derfor chancen for at bringe mig 1 up. Knytnæven kom op og pumpe da jeg satte puttet midt i hullet.
Efter et p-e-r-f-e-k-t drive på hul 17 havde jeg 50 meter kraftig uphill til pinden, som stod gemt kort bag en dyb, dyb greenbunker. Min modstander havde misset green kort af bunkeren og stod med et nærmest umuligt indspil, så jeg skulle bare spille sikkert ind langt og højre. Desværre laver jeg en kæmpe fejl, og giver lobwedgen alt for lidt kraft. Slaget var godt ramt, men svagt trukket og med en kraftig side/modvind kunne jeg kun se til mens bolden sejlede direkte ned i bunkeren. Derfra slog jeg op i baggreen, mens min modstander slog et verdensklasse indspil til 2 meter over pinden. Herfra holede han puttet til at bringe matchen tilbage all square op af 18. hul.

Vi slår begge to gode drives ud midt i fairway, og herfra slår min modstander kort af green. Om det var nerverne der spillede mig et puds ved jeg ikke, men jeg kunne med det samme mærke at jeg svingede alt for hurtigt tilbage, timingen røg og jeg halvflækkede mit slag over green. Ingen af os kom rigtig tæt på hullet i vores indspil, men efter mit forsøg havde taget hulkanten, så holede min modstander for par og sejren fra omkring 8 meter.
En virkelig bitter måde at tabe 1/0 på, men til gengæld et nederlag jeg føler jeg lærte meget af. Set i bakspejlet var resultatet uden betydning da vores foursome havde tabt dampen på de sidste par huller og tabt 2/1, så uden at jeg føler vi fik tæsk, så blev facit altså hele 12-2 til Kalundborg:


Efter et skifte til tørt tøj, kunne jeg på vejen hjem mod Korsør notere at udendørs temperaturen kl 12.30 var nået op på hele 6ºC... Imponerende her midt i maj måned.

Da vi kom hjem til Korsør var der flere nedslående nyheder. Andetholdet var kommet til kort i deres udekamp mod Lillebælt og tabt til et hold der var bedre på dagen. Der var ikke rigtig nogen af gutterne der havde spillet op til vanlig standard, bla. havde Thomas Lindhardt sat en 4-up føring over styr og endt all square. Matchen endte med en klar 11-3 hjemmesejr til Lillebælt:


Velkommen til Elitedivisionen
Steen Tinnings tropper på førsteholdet var kommet langsomt ud af starthullerne i foursomes mod Hillerød. En var tabt 2/0 og to var endt all square efter at GTS havde været 1 up efter 17.
Da vi kom ud og kigge på singlerne efter frokosten så det ikke for godt ud. Mathias Boksa og Morten Vinther var hurtigt kommet bagud i deres matcher og havde det svært mod to utroligt stabilt spillende modstandere. Vores lokale helt Kenneth Stoumann var var 2 up da han rundede hul 8, og de to pro'er Morten Hedegaard og Michael Jürgensen var begge 1 up. I den sidste single var Patrick Bach Jensen kommet hele 3 ned efter de første 4 huller, efter en række tre-putts.
Morten Vinther havde en kold putter og endte med at tabe 2/1 til Oliver Nyholm, og Mathias Boksa nåede aldrig at indhente de huller han tabte tidligt i matchen og måtte give op ved stillingen 4/3. Hermed var Hillerød foran 8-2 og behøvede derfor blot at tage én single mere for at vinde matchen.
GTS kom dog tilbage da Kenneth Stoumann sluttede en flot indsats med at vinde 1/0, og da Hedegaard slog Lasse Platou (som jeg havde fornøjelsen af at spille med i NovoGolf mesterskaberne på Trent Jones II course sidste år) så var stillingen nu reduceret til 8-6 til Hillerød. Jürgensen udlignede til 8-8 da han slog Frederik Neltoft 3/2 og matchen skulle derfor finde sin afgørelse i den sidste single.
Her havde Patrick kæmpet sig tilbage fra sin dårlige start, men endte desværre med at løbe tør for huller til sidst og med en sejr på 2/1 i den sidste single vandt Hillerød med de uhyggelige tætte cifre 10-8:


I sandhed en sørgelig åbning på sæsonen for Golfteam Storebælt.
Da jeg kom hjem var der tændt op i brændeovnen og alt udstyr og tøj kom ind og stå foran den buldrende ild for at blive tørret igennem.

En anden suppe på bollerne
Dagen derpå var vi en del der havde noget at revanchere.
Både andetholdet og tredjeholdet skulle spille på hjemmebane i Trelleborg mod hhv. Vestfyn og Sorø. Der var igen sket rokeringer; Steen Tinning havde rykket Henrik Madsen op på førsteholdet og Patrick var blevet sat ned på andetholdet.
Niels E. byttede plads med Rasmus Rosbæk, så tredjeholdets foursome nu bestod af Thomas Eilersen og Niels. Uheldigvis var vores 5. single Claus Gjermandsen forhindret i at spille, så vi måtte hive en reserve ind. Jeg skulle igen spille 2. single og efter at have varmet op og set andetholdet tee ud, så hilste jeg på dagens modstander, en flink fyr sidst i 30'erne.
Vejret var noget af en omvæltning i forhold til lørdagen, nu skinnede solen og selvom der blæste en kraftig vind henover banen, så nåede temperaturen op på behagelige 15-18 grader.
På trods af et skuffende tre-put til en deler på hul 1, så kom jeg flyvende fra start. Efter et perfekt drive på hul 2 slog jeg en gapwedge ind venstre om pinden med 3 meter backspin. Greens havde haft godt af det vand der var kommet dagen før og var utrolig gode. Jeg må virkelig tage hatten af for banens stand, der helt klart er bedre end Korsørs pt. Jeg kunne komfortabelt to-putte for at vinde hul 2, og da min modstander hookede sit drive out-of-bounds på hul 3 var jeg hurtigt 2 up.
Efter endnu et perfekt drive og en god ind-og-i fra greenkanten på hul 4 var jeg 3 up. På det svære 189 meter lange par 3 hul 5 slog jeg endnu et fantastisk godt slag, et 4-jern op midt på skiven. Derfra satte jeg mit tricky 5-6 meter lange put lige midt i hullet til en fremragende birdie - 4 up.

På det korte hul 6 holede min modstander et 4-meter put, men jeg svarede igen ved at hole en svær 2 meter downhill for par og en deler. Næste hul var det infamøse 599 meter lange par-5 hul, som i dagens anledning spillede i stiv modvind. Efter tre gode slag med hhv. driver, spoon og en hybrid-kølle så stod jeg med 75 meter til pinden. Efter et lille 'flick' med pitchingwedgen som blev holdt under vinden og med masser af spin, så holede jeg en god 3-meter for par for at vinde hullet.
Med hele 5 up efter 7 huller så slap jeg foden lidt fra pedalen. Efter endnu et superdrive på det 430 meter lange hul 8, så missede jeg green venstre om. Herfra kom jeg ikke ind-og-i, og min modstander kunne derfor reducere mit forspring med en enkelt. Hul 9 blev delt og ligeledes hul 10 hvor jeg ellers havde et rigtig godt put fra omkring 6 meter, der dog tog hulkanten og blev ude. På hul 11 holede jeg et super put fra 5 meter, men min modstander svarede prompte igen fra samme afstand.

Jeg vidste at jeg bare skulle fortsætte med at skyde pars og sporadiske bogeys for at køre ham i sænk, og efter endnu en deler på hul 12 så begyndte vi at løbe tør for huller. Efter et drive sikkert ud i højre side og et efterfølgende slag frem i banen fra rough, så slog jeg en lille lobwedge ind til 4-5 meter. Min modstander havde slået i greenbunker og kom ikke ind-og-i, og da jeg holede mit put lige midt i koppen så kom jeg 5 up igen!
Her er så et sjovt lille twist; vi var begge overbeviste om at vi lige havde spillet hul 14 og matchen derfor var endt 5/4 til mig. Vi trykte hånd og fulgte som tilskuere afgørelsen på 1. singlen som kom lige efter os. Det var først da jeg var kommet hjem, og skulle fortælle Sacha hvordan det var gået, at det gik op for mig at vi havde sluttet, da jeg var 5 up med 5 huller tilbage...

Henrik 'Frede' som igen spillede førstesingle viste sin sædvanlige uhyggelige stabilitet. Han sluttede af med at vinde både 15. og 16. hul til en stensikker 4/3 sejr. Vores indhopper i 5. singlen havde præsteret et flot comeback fra 4 ned efter 4 til all square på hul 12, men måtte til sidst se et nederlag i øjnene. Joachim Dahl var hurtigt kommet 2 up og den holdt hele vejen hjem til en 2/1 sejr.
Da vi hørte at vores foursome var 4 ned med 5 huller tilbage, så måtte vi sætte vores lid til Rasmus Riisberg, som var 1 ned på vej ned af 18. hul med chance for at dele sin single og dermed matchen. Desværre fik Rasmus kun en deler på hul 18 og endte derfor med at tabe 1/0.
Da vi fik endelig bekræftelse på at foursome havde tabt 5/3 måtte vi desværre konstatere at matchen endte med en 8-6 sejr til Sorø:


Andetholdet holdt til gengæld fanen højt og gjorde rent bord i singlerne. Frederik viste at det var en god beslutning at have rykket ham op på andetholdet til weekenden, da han som den eneste vandt begge sine kampe. Patrick Bach Jensen som var blevet rykket ned fra førsteholdet viste spil af høj klasse - han var 4 under par efter 13 huller i en suveræn 7/5 sejr. Med et smalt nederlag i foursome endte kampen 10-4 til GTS:


Efter de to kampe var slut sad vi alle og fik en omgang grillmad. På trods af at han uden tvivl må være skuffet over at være blevet degraderet til andetholdsgolf, så virkede Patrick glad og sad og snakkede med os andre om dagens spil. En super indstilling fra den unge pro.

Førsteholdet skulle forsøge at revanchere gårsdagens nederlag. Dagens modstander var sidste års sølvvindere fra Smørum som var på hjemmebane. Jeg så ikke nogle af kampene, da jeg valgte at køre hjem til Korsør efter spisning. Foursomes var endt 3-3, men i singlerne viste Smørum sig at være en tand skarpere, og kampen endte 11-7 til hjemmeholdet:


En hård start for førsteholdet, og umiddelbart må man sige at medaljerne virker langt væk. Jeg tror og håber dog at de kan komme tilbage og snuppe andenpladsen som giver adgang til slutspillet.

Næste spillerunde er allerede d. 6-7 juni og her skal de følgende kampe finde deres afgørelse:

Førsteholdet:
GTS - Kokkedal
Hillerød - GTS

Andetholdet:
Blommenslyst - GTS
GTS - Lillebælt

Tredjeholdet:
Holbæk - GTS
GTS - Kalundborg

Holdene er endnu ikke fastsat og der vil være en udtagelsesrunde allerede på søndag. Jeg vil naturligvis opdatere hvordan det kommer til at gå.


Tak for denne gang - Lars

Kommentarer

     

Sneak peaks:

 

Have

a

peak

at

my

artwork

"When I was a boy of fourteen, my father was so ignorant I could hardly stand to have the old man around. But when I got to be twenty-one, I was astonished by how much he'd learned in seven years."
- Mark Twain

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nyhedsarkiv:


» Klik her for at se arkiverede nyheder.

Folsberg.dk © 2006 • Lars Folsberg • lars@folsberg.dk