Latest news (in Danish):

30.01.09 » Masser af nyt fra golfens verden.

Hej igen.

Det er efterhånden lidt tid siden jeg sidst har opdateret hjemmesiden, men der sker nu heller ikke det store for tiden.
Jeg er igang med at forsøge at sammensætte en turneringskalender for 2009. Jeg satser på at deltage i minimum tre af de store amatørelite turneringer, nemlig Hillerød Pokalen, Mågepokalen i Holbæk og Erimitagepokalen i Københavns Golfklub. Det er nok umiddelbart de turneringer jeg har bedst chance for at komme ind i, men jeg undersøger stadig mulighederne. Jeg vil gerne prøve mig selv af på så højt niveau som muligt, da det i mine øjne er den bedste måde at blive bedre på - uanset hvordan det så går, så lærer man noget.

Indendørs golf
Forrige søndag var vejret koldt, blæsende og regnfuldt og jeg inviterede derfor tvillingerne med til Rødovre hvor der er opstillet to indendørs golfsimulatorer.
Med undtagelse af puttedelen, som er frustrerende svært, så fungerer det faktisk fremragende. Man spiller bolden fra en måtte hvor der er fire mulige underlag - fairway, rough, deep grass og bunker. Bolden slåes mod et lærred der er placeret 4-5 meter fremme. På vej mod lærredet passerer bolden to checkpoints, imellem hvilke der er placeret 64.000 sensorer, der kan give præcise målinger på alt lige fra retning, højde, længde, spin osv. Boldens bane simuleres derefter naturtro på lærredet.
Vi spillede en flot bane fra Hawai, Princeville Makai Course, designet af Robert Trent Jones II.
Frederik var bedst spillende og turnede de første ni i 41 slag. Daniel fulgte efter i 43 og jeg haltede bagefter i 44. Da vi stod på 16. tee var Frederik langt foran os andre med en score på +6, men så demonstrerede han førsteklasses juniortemperament. Efter at have hooket sit drive ud i stillehavet, vælger han at slå en ny fra tee istedet for at tage et drop 200 meter længere fremme i banen. 'Plask' siger det, da nummer to bold dykker i dybet. Han ender par-4 hullet med en 9'er. På bag ni er Daniel bedst i 40 slag, mens jeg følger lige efter i 41 og Frederik i 44. Totalt vinder Daniel med en runde i 83 mens vi to andre er i 85. Dagens længste drive på 246,7 meter står undertegnede for. Mit lange spil var pænt, men 37 putt er ikke så elegant. En hyggeligt dag, og en sjov oplevelse.


Der skrues på svinget
Det meste af min arbejdsuge gik med arbejdsmiljøkursus på Quality Hotel i Høje Taastrup, og inden jeg havde set mig om var det onsdag aften og tid til elitesamling nede i laden igen. Jeg havde været ude forbi sommerhuset og hente en af vores gasvarmere og det tror jeg at vores pro Jan blev glad for. Hallen er (endnu) ikke isoleret så temperaturen i vintermånederne svarer nogenlunde overens med udendørs temperaturen.
Vi gik videre med mine svingændringer, denne gang med en stor omlægning i opstillingen. Hvis man tegner en streg fra hæl og op til bagdelen og derefter en streg ned langs ryggen og lader de to mødes, så skulle vinklen helst være under 140º. Min var så 149º...


En vis hr. Woods demonstrerer min pointe.

Det betyder at jeg står for upright, hvilket forklarer min tendens til at dykke ned med hovedet i tilbage- og nedsvinget. Ved at komme mere ind over bolden med overkroppen kommer jeg automatisk længere ned til bolden. Armene vil også hænge mere naturligt lige ned fra skuldrene. Det resulterede umiddelbart i en væsentlig mere konsekvent god boldkontakt.

Jamen virker det?
Om lørdagen skulle det så testes i praksis og jeg snuppede 18 huller i Trelleborg med Thomas. Vi var blevet velsignet med relativt vindstille vejr omkring de 2-4 grader. Bevæbnet med lange underbukser, baselayer, windbreaker, hue samt luffer og varm the på termokande til brug mellem slagene, så var det rent faktisk helt behageligt. Eller i hvert fald ikke koldt. Synderligt. Ikke frysende koldt i det mindste!
Jeg kunne med det samme se en positiv effekt i mine drives - boldkurven var blevet væsentlig mere lav og borende og jeg havde rigtig god kontakt på mine jernslag. Især hul 2 hvor jeg slog et perfekt 7-jern fra 153 meter ind til 1½ meter fra pinden var en lækker oplevelse. Hvad der derimod ikke var en lækker oplevelse var greenkeeperens fortolkning af udsagnet "Vi spiller på sommergreens". Greenkeeperen i Trelleborg, som iøvrigt stemte imod spilordningen med Korsør GK, havde åbenbart besluttet sig for at ville spare greens mest mulig fra at blive betrådt. Flagene var derfor placeret mellem en halv meter og helt ned til -1 cm fra greenkant. Ja -1, greenkant løb igennem hullet. Come on... Jeg ved godt at det er småt med de økonomiske midler, men helt ærligt???
Anyway, vi hyggede os med en lille hulspilsmatch som Thomas vandt 2/1. Jeg var en 4-5 stykker over par og var ganske tilfreds med mit spil. Putningen giver jeg ikke meget for, jeg havde en enkelt birdie efter at have holet en 8-10 meter, men ellers holede jeg intet. Greens er priklede, så selvom de er overraskende hurtige, så er de stadig meget ujævne og tilfældige.

Golf Messe 2009
Om søndagen kørte jeg med Sacha og tvillingerne til Kjøvenhavnstrup hvor der blev budt op til Golf Messe '09 i Bella Centret. Der var masser af se på og prøve. Vi forsøgte os i longdriving konkurrence, hvor manden der stod foran mig i køen tyrede den ud på 278 meter i sit forsøg = slut prut.
Vi deltog i en times "MicroGolf" som er en sjov indendørs variant som vi også har opstillet i laden i Korsør. Frederik var 1 point fra at komme videre til landsfinalerne på Lübcker Golf Resort, men det endte istedet med 1 lang næse. Mere held havde vi dog i diverse små puttekonkurrencer der var opstillet ved mange af boderne. Her lykkedes det os alle fire at vinde greenfee billetter til Sverige, til Perstorps GK og Torekovs GK, og vi har allerede aftalt at tage derover i sommerferien og spille. Især Torekov ser fed ud, med rigtig skotsk links stil.
Tvillingerne og undertegnede vandt også medlemsskab i den nyåbnede Vallø Golfklub frem til d. 31 maj. Deres bane har helårsgreens, så mon ikke vi får udnyttet muligheden et par gange inden vores egen bane åbner op for sommergreens.
Vi fik også målt vores sving på en Trackman, en danskudviklet "radar" der kan måle alt hvad den statistik-liderlige golfer har brug for. Her blev vi testet med Titleist Pro V1, som vi alle tre spiller med, samt en nyudviklet bold fra Bridgestone, Tour B330-RX, som kommer på markedet om et par måneder. Mange amatører elsker Pro V1 pga. dens bløde skal og fantastiske feel omkring green, men for at få det fulde udbytte ud af bolden i det lange spil kræver det en svinghastighed på over 105 mph. Vi blev alle tre målt til en gennemsnitlig svinghastighed på mellem 95 og 97 mph, og fælles for os alle var at vi generede væsentlig mindre spin i vores drives med Bridgestone bolden. Frederik reducerede eksempelvis sit spin fra 3000 rpm til 2500 rpm. Dette har stor betydning på boldens flugt i blæsevejr - hvor borende boldflugten er, og hvor meget bolden bliver påvirket af vinden. Jo mere spin der genereres, jo mere vil bolden blive påvirket af vinden. Længden var dog uændret for os alle tre, med en gennemsnitlig forskel mellem de to bolde på ca. en meter. Teoretisk set burde den reducerede spin også betyde 5-10 meter længere slag, men for midt vedkommende kunne det bortforklares med en ændret launch vinkel (vinkel på slagfaden i træf-øjeblikket) da jeg slog til Bridgestone bolden ifht Titleist bolden. Dette har intet med bolden at gøre, men skyldes at mit sving ændrede sig lidt i løbet af sessionen.
Spinforskellen var dog stadig interessant at bemærke, og det skal helt klart holdes i baghovedet frem til den nye sæson - et dusin Bridgestone Tour B330-RX til brug i blæsevejr vil måske ikke være nogen dårlig idé. Vi fik alle et par af den nye bold med hjem, så der er ingen undskyldning for ikke at prøve den af.
Til slut deltog vi i en hole-in-one konkurrence hvor der var en splinterny Kia stationcar til 259.000,- på højkant. Konkurrencen blev afholdt på samme type golfsimulator som vi prøvede i Rødovre, og for en 10'er fik man ét forsøg på det 181 meter lange hul 17 på Pebble Beach. Jeg valgte et 4-jern og ramte bolden lige i r.... Desværre ramte jeg den lidt for godt og bolden endte 17 meter forbi pinden (198 meter med et 4-jern, ikke dårligt?). Lige inden vi tog hjem var Steen Tinning også forbi og prøve, og han lagde den uden besvær op 5 meter fra pinden med et 5-jern - han har vist ikke glemt det helt endnu. Alt i alt en dejlig dag med masser af konkurrencer og spændende udstyr. Om aftenen stod den på tacos og tortillas og en sjov film inden jeg kørte tvillingerne hjem.

Træning og en glædelig overraskelse
I onsdags var der så samling igen, og Jan og jeg fortsatte hvor vi slap med svingændringerne.
Før vi gik igang henledte han dog lige min opmærskomhed på en aflang brun papæske der lå på bordet. Intet mindre end mine nye personligt fittede Pi7 jern, friske fra fabrikken i England!

 

 

 


Navn på skaftet

Lækre jern til en lækker golfspiller ;o)

Til hver elitesamling optages svinget på video og vi analyserer det på det udemærkede program V1 Pro, hvor Jan kan tegne og fortælle ud fra en meget intuitiv brugerflade.
Jeg må sige at svinget begynder at se bedre og bedre ud. Min opstilling er blevet klart forbedret, hovedet holdes meget bedre på plads og tilbagesvinget ser bedre ud end nogensinde. Jeg er nede på 140º graders vinkel mellem ben og ryg nu og selvom det føles som om jeg står som et omvendt L, så ser det virkelig godt ud på video.
Vi kunne identificere følgende fokuspunkter:
a) en svag tendens til krydsning på toppen af tilbagesvinget
b) de utallige timers indoktrineringen af "Hold hovedet nede i gennemsvinget" i min juniortid har resulteret i at jeg først begynder at dreje hovedet og rotere igennem langt tid efter at jeg har ramt bolden.
Disse to ting løses meget simpelt. Jeg skal holde albuen en anelse tættere inde på kroppen i tilbagesvinget for at eliminere krydset, og så skal jeg forsøge at imitere Annika Sørenstam/David Duval i gennemsvinget. De to førnævntes bevægelse er naturligvis overdrevet, men det er den følelse jeg skal arbejde med for at rotere igennem.

Lørdag står den på en runde i Trelleborg med mine holdkammerater og jeg glæder mig som et lille barn til at komme på græs med de nye jern.


Tak for denne gang - Lars

Kommentarer

     

Sneak peaks:

 

Have

a

peak

at

my

artwork

"When I was a boy of fourteen, my father was so ignorant I could hardly stand to have the old man around. But when I got to be twenty-one, I was astonished by how much he'd learned in seven years."
- Mark Twain

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nyhedsarkiv:


» Klik her for at se arkiverede nyheder.

Folsberg.dk © 2006 • Lars Folsberg • lars@folsberg.dk